Selv om australieren Robbie McEwen har rundet de 39 år, er han stadig i rigt mål i besiddelse af det mod, der skal til for at begå sig i de hidsige massespurter mod væsentligt yngre rivaler. Det dokumenterede RadioShack veteranen i dag, da han på førstedagen af sæsonens sidste europæiske etapeløb, Tour de Wallonie-Picarde – tidligere Circuit Franco-Belge – susede over stregen som vinder efter de 179,6 km fra Mouscron til Péruwelz. Sidste års vinder var tættest på Tættest på at true McEwen var sidste års samlede sejrherre i løbet, briten Adam Blythe (Omega Pharma-Lotto), som fylder 22 på lørdag, mens dennes jævnaldrende, tyskeren Rüdiger Selig, der kører på prøve for Leopard Trek og blev nr. 4 i sidste uges U23 VM i Danmark, fulgte umiddelbart efter.
LÆS ARTIKEL Rekordvinder jagter oprejsning for Tour-skuffelse
Det var Robbie McEwens anden gevinst i denne sæson, og pudsigt nok blev den første for godt to måneder siden hjemført i nøjagtigt samme område og i et løb, som hedder næsten det samme som det aktuelle, Tour de Wallonie. Dengang udgik etapen i Enghien og sluttede i dagens startby Mouscron.
Lover godt for næste uges sprinterløb
Australieren, der næste sæson repræsenterer hjemlandets ny mandskab GreenEDGE, har på det seneste vist udmærket form, og han er således blevet nr. 4 i Kampioenschap van Vlaanderen, 8 i Grand Prix Fourmies og 12 i Paris-Bruxelles.
Det indikerer ligeledes, at han meget vel kan komme til at spille en hovedrolle i næste uges sprinterløb Paris-Bourges og Paris-Tours.




























