Med sine tre VM-titler og tre triumfer i Milano-Sanremo som de mest bemærkelsesværdige triumfer er spanieren Oscar Freire ubetinget en af sin epokes mest succesrige endagsryttere. Det ændrer imidlertid ikke på, at den etablerede superstjerne lige nu befinder sig i en yderst penibel situation, hvor han tilsyneladende i næste sæson er uønsket hos sin nuværende arbejdsgiver, hollandske Rabobank, som han har repræsenteret siden 2003. Tilbud er trukket tilbage For samtidig med, at den 35-årige spanier erklærer, at han er parat til at fortsætte karrieren også i 2012, meddeler Rabobanks ledelse, at det tilbud, holdet på et tidspunkt fremsatte omkring en kontraktforlængelse, nu er trukket tilbage, samt at der ikke er forhandlinger i gang om en ny aftale. At fronterne er trukket op på den måde, skyldes tilsyneladende først og fremmest Freires ubeslutsomhed i forbindelse med fremtiden. Freire kunne ikke beslutte sig Under Vuelta a Espana lagde Rabobank et forslag til kontrakt for næste år på bordet, men Freire tilkendegav dengang, at han ikke vidste, om han ville indstille aktiviteterne med denne sæsons udgang.
LÆS ARTIKEL Spanien til VM uden stjernetrio og Vuelta-vinder
Bl.a. forlød det, at han kunne ville fortsætte, hvis han i København blev verdensmester for fjerde gang – her blev det som bekendt "kun" til en niendeplads – og under alle omstændigheder har han i den grad trukket sagen i langdrag, at Rabobank åbenbart har mistet tålmodigheden.
To spanske mandskaber er interesserede
Oscar Freires bror, Antonio, der agerer som hans manager, erkender, at der er problemer i forholdet til Rabobank, men fastslår, at eksverdensmesteren under alle omstændighed kører videre i 2012 bl.a. i håbet om at kunne hævde sig ved OL i London.
Der tales om, at de to spanske mandskaber Mivostar og Geox-TMC skulle være interesseret, hvis det kommer til et endegyldigt brud med Rabobank.
Jagter en gentagelse af succesen i Paris-Tours
Indtil videre resterer der imidlertid én stor optræden i hollandske tjeneste for Oscar Freire – når han på søndag skal søge at gentage sejren fra sidste år i den 105. udgave af sprinterklassikeren Paris-Tours.
Her konfronteres spanieren blandt mange andre med den nykårede britiske verdensmester Mark Cavendish.




























