Nok var den belgiske eksverdensmester Tom Boonen på forhånd regnet blandt favoritterne på den 185,5 km lange 2. etape i Paris-Nice fra Mantes la Jolie til Orléans, men at han skulle sikre sig sejren på den måde, som tilfældet nu blev, havde de færreste vist forestillet sig. Den 31-årige superstjerne fra den cykelbegejstrede nation stillede nemlig sine sprinterkvaliteter til skue i en gruppe på 21 ryttere, der på en dag præget af kraftig sidevind førte et langt angreb succesrigt til ende, og det var ikke mindst Boonens Omega Pharma-Quick Step mandskab, der bidrog til at fremkalde en markant splittelse på et uventet tidligt tidspunkt. Fire fra Omega Pharma-Quick Step i front Efter godt 100 km satte det belgiske kollektiv med Boonen, landsmanden Nikolas Maes, amerikaneren Levi Leipheimer og franskmanden Sylvain Chavanel sig i front og udnyttede sammen med flere af de øvrige aspiranter til de samlede topplaceringer den barske blæst til at udmanøvrere rivalerne.
LÆS ARTIKEL Sort dag for Bjarne Riis' tropper
Blandt dem, der greb denne chance for at skabe en tidlig udskilning i klassementet, var englænderen Bradley Wiggins (Sky).
Han overtog førertrøjen fra gårsdagens svenske enkeltstartsvinder Gustav Larsson, som hørte til taberne på en etape, der egentlig tegnede meget fredeligt, men hvor en lille gruppe stjerner førte an i en total massakre.
Mørkøv hurtigst i hovedfeltet
Larsson var i mål i det store hovedfelt, der med Team Saxo Banks Michael Mørkøv som første mand besatte pladserne fra nr. 22 til 103 med et minus på 2.29 minutter.
Wiggins fører nu med seks sekunder til Leipheimer, mens Boonen på tredjepladsen er yderligere et sekund efter.
Belgieren var fuldstændig suveræn i spurten, hvor han besejrede de nærmeste konkurrenter, spanieren José Joaquin Rojas (Movistar) og tyskeren John Degenkolb (Project 1t4i), med over en længde.
Rytterne var godt forberedt
»Det var en fantastisk dag for os, men at den forløb så vellykket, skyldtes også, at rytterne var forberedt på, hvad der ventede«, fortæller Omega Pharma-Quick Steps danske sportsdirektør Brian Holm.
»Vi kender ruten, der for en stor dels vedkommende er identisk med den, der benyttes i Paris-Tours, og vi vidste, at blæsten kunne komme til at spille en meget afgørende rolle«.
»Derfor var vi også så stærkt repræsenteret helt fremme, da kampen i sidevinden for alvor satte ind, og jeg er stolt af gutterne. Det var virkelig et fremragende stykke arbejde, der blev leveret. Vi ville da meget gerne også have haft sidste års vinder Tony Martin med blandt de forreste, men lige nu har han ikke benene, så der var ikke noget at stille op«.
Vinderen skal findes blandt de 21
»Der kan stadig nå at ske meget i løbet, men jeg har svært ved at forestille mig, at den endelige vinder ikke skal findes blandt de 21, der kom samlet til mål«.
»Foruden vores egne Leipheimer og Chavanel, der absolut kan slutte helt til tops, og Wiggins, som forekommer imponerende stærk, var også f.eks. spanieren Alejandro Valverde, amerikaneren Tejay Vangarderen og belgieren Maxime Monfort med hjem, og de har alle kvaliteter til at hævde sig blandt de bedste sammenlagt«.
Tom Boonens sejr nr. 100
For Tom Boonen var det sæsonens femte sejr og ifølge belgierens egne udregninger nr. 100 i karrieren i løb på den internationale terminsliste.
Boonen understregede endnu engang indtrykket af, at han er tilbage som en af de dominerende skikkelser på den internationale scene, og formår han at fortsætte, som han er begyndt, kan han tilbageerobre sin position som herskeren i forårets klassikere.
Topnavne på stribe led nederlag
Tony Martin var så langt fra det eneste topnavn, der måtte strække gevær, da bataljerne skærpedes i sidevinder og tyskeren slap trods alt ligesom indehaveren af førertrøjen Gustav Larsson, sidste års nr. 2, tyskeren Andreas Klöden og dennes luxembourgske holdkammerat på RadioShack-Nissan Fränk Schleck med at sætte 2.29 minutter til.
Langt værre gik det for en stribe andre topnavne som nr. 4 i 2011 estlænderen Rein Taaramäe, sloveneren Janez Brajkovic (Astana), italieneren Ivan Basso (Liquigas), spanieren Igor Anton (Euskaltel, nordmanden Thor Hushovd (BMC), australieren Richie Porte (Sky) og luxembourgeren Andy Schleck (RadioShack-Nissan), der alle noteredes for et minus på 10.58 minutter.
Af Team Saxo Banks ryttere var foruden Michael Mørkøv også spanieren Daniel Navarro, hollænderen Karsten Kroon, Jonas Aaen og Anders Lund med i gruppen, der mistede 2.29 minutter.
Polakken Jaroslaw Maryscz og Kasper Klostergaard var i selskab med Basso og Co.
FACEBOOK




























