Opkomling fortsætter respektløst succesen

vinder. Michael Albasini blev noteret for tre sejre sidste år, og i dag kom så dette års første af slagsen.
vinder. Michael Albasini blev noteret for tre sejre sidste år, og i dag kom så dette års første af slagsen.
Lyt til artiklen

I de professionelle cykelmandskabers fornemste internationale selskab har det australske GreenEDGE endnu status af opkomling af den simple grund, at holdet er helt nyetableret og kører sin første sæson med WorldTour licens. Men det er synd at sige, at den australske trup holder sig respektfuldt tilbage, for efter Simon Gerrans’ forrygende triumf i lørdags, da han susede over stregen som vinder af årets første klassiker Milano-Sanremo, fulgte et andet af de rutinerede elementer i kollektivet, den 31-årige schweizer Michael Albasini, i dag op med at slå til på 1. etape af det næste WorldTour-arrangement i rækken, Volta a Catalunya. Formidabel start på australsk eventyr Når dertil kommer, at Gerrans også sejrede sammenlagt i det første af de 28 løb, som tæller med i den internationale cykelunions gennemgående serie – Tour Down Under på hjemmebane i slutningen af januar – og ved den italienske Riviera tilbageerobrede førstepladsen på verdensranglisten fra spanieren Alejandro Valverde (Movistar), må det konstateres, at GreenEDGE har fået en formidabel start på eventyret. At det var Albasini, der skulle fortsætte holdets succes, lå ikke just i kortene. Schweizeren har hidtil i sæsonen holdt en lav profil, men han er generelt kendt for sin offensive kørsel, og det var da også den, som bragte den aktuelle triumf i hus. Fem mand i langt udbrud Efter den første bonusspurt på den 138,9 km lange etape med start og mål i Calella etableredes et udbrud, som foruden Albasini bestod af franskmændene Anthony Delaplace (Saur-Sojasun) og Nicolas Edet (Cofidis), amerikaneren Timothy Duggan (Liquigas) og luxembourgeren Ben Gastauer (Ag2r). Adskillige andre forsøg var gjort inden, men dette viste sig at være det rigtige, og i en håndevending havde de fem sikret sig et anseligt forspring. De færreste troede dog på, at fremstødet ville holde til vejs ende, men feltet tøvede for længe med at iværksætte en jagt. Kørte alene på sidste bjerg Forude blev Albasini træt af følgeskabet med de øvrige på vej op mod toppen af det sidste bjerg med 20 km til mål, og selv om i sær de to franskmænd gjorde et ihærdigt forsøg på at hente ham på nedkørslen, holdt schweizeren tempoet oppe lige til det sidste. Albasini krydsede målstregen med et forspring på 42 sekunder til Delaplace, mens Edet klarede tredjepladsen i hus 1.14 minut bagude. Vandt Vuelta-etape sidste år Schweizeren noteredes sidste år for tre sejre med gevinsten på 13. etape i Vuelta a Espana som højdepunktet. Albasini hører ikke til dem, der samler sejre på stribe, men han har vundet jævnligt i karrieren, der indledtes i 2003 på Team Phonak. Derefter var han i fire år på italienske Liquigas, inden turen i 2009 gik til Team Columbia-HTC. Det var på dette mandskab han bl.a. sluttede som samlet nr. 1 i Østrig Rundt og i Storbritannien Rundt. Favoritterne satte 1.32 minut til Hollænderen Kenny van Hummel (Vacansoleil) var hurtigst i hovedfeltet, der noteredes for et minus på 1.32 minut. Samme tid registreredes 167 af de 176 fuldførende ryttere for. Således befandt alle løbets favoritter sig i denne gruppe, og de har ligesom Jakob Fuglsang (RadioShack-Nissan) og Chris Anker Sørensen (Team saxo Bank) stadig mulighed for at rette op på dagens nederlag, eftersom langt de skrappeste udfordringer i Volta a Catalunya endnu er tilbage. FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her