Med den form, den spanske superstjerne Alejandro Valverde (Movistar) har vist i de første måneder efter sit comeback ovenpå dopingkarantænen, har han fremstået som favorit til at gentage sin triumf fra 2009 i sæsonens femte WorldTour arrangement Volta a Catalunya. Men allerede inden deltagerne i morgen kastes ud i de voldsomste strabadser på de nordspanske landeveje synes den 31-årige Movistar kaptajn på højst overraskende manér at have udspillet sin rolle i det samlede klassement. Blev fanget bagude i sidevinden For knap 40 km fra mål på den 161 km lange 2. etape med start og mål i Girona blev Valverde fanget bagude, da feltet splittedes i den skrappe sidevind, og det lykkedes ham aldrig at få tilslutning til førergruppen igen. Spanieren fightede heroisk, men forgæves op ad dagens sidste stigning Alt dels Angels, hvor den helt store udskilning fandt sted. Stadig flere faldt fra på bjerget, og Valverde passerede den ene lille gruppe efter den anden, men i mål måtte han konstatere, at han havde sat 2.09 minutter til. Og det vel at mærke ikke alene i forhold til vinderen, der for anden dag i træk var schweizeren Michael Albasini (GreenEDGE), men også til langt hovedparten af de rivaler, han formodedes at skulle kæmpe med om den samlede sejr. Tre ryttere satsede på nedkørsel Da først Valverde var blevet distanceret, skruede ikke mindst Omega Pharma-Quick Step voldsomt op for tempoet i front, og siden tog også Garmin-Barrcuda sin store del af slæbet. Det skulle vise sig, at det amerikanske mandskab forberedte et angreb med sidste års nr. 3, ireren Daniel Martin i hovedrollen. Næppe var toppen af Alt dels Angels 14 km fra mål passeret, før Martin på den lynhurtige nedkørsel angreb sammen med italienerne Matteo Carrara (Vacansoleil) og Damiano Cuengo (Lampre). Forspringet nåede aldrig over en halv snes sekunder, men de fortsatte ufortrødent og blev først hentet knap to km fra stregen. Albasini suveræn i spurten I spurten var Albasini suveræn foran italieneren Dario Cataldo (Omega Pharma-Quick Step), colombianeren Rigoberto Uran (Sky), Cunego og canadieren Ryder Hesjedal (Garmin-Barracuda). Dermed forsvarede Albasini på fornem maner førertrøjen, men hans forspring til de nærmeste konkurrenter, som nu er Hesjedal og franskmanden Mickael Cherel (Ag2r), lyder fortsat på 1.32 minut, eftersom der i Volta a Catalunya ligesom i de fleste andre spanske etapeløb ikke opereres med tidsgodtgørelser. Fuglsang eneste RadioShack rytter i første gruppe For de danske muligheder i løbet var det særdeles opmuntrende, at Jakob Fuglsang (RadioShack-Nissan) formåede at sidde med blandt de 31, der kom samlet hjem i første gruppe. Fuglsang placerede sig som nr. 14, og eftersom han var den eneste fra det luxembourgske mandskab, der ikke satte tid til, tegner det spændende perspektiver for hans videre deltagelse. Danskeren har nu på den samlede niendeplads et minus på 1.32 minut ligesom de øvrige fra nr. 2 til og med 31. Chris Anker mistede 51 sekunder Derimod mistede Team Saxo Banks Chris Anker Sørensen 51 sekunder på dagens etape, da han kom i mål i en gruppe på 26 ryttere sammen med blandt andre sine to holdkammerater, polakken Rafal Majka og spanieren Daniel Navarro. Portugiseren Bruno Pires var den eneste af det danske mandskabs repræsentanter, som sad med helt fremme. Undervejs måtte holdet sige farvel til spanieren Jesus Hernandez. Andy Schleck i mål med Valverde Blandt de andre fremtrædende navne foruden Valverde, som satte tid til, var luxembourgeren Andy Schleck (RadioShack-Nissan), der noteredes for samme tid som spanieren, amerikaneren Tejay Van Garderen (BMC), der var yderligere otte sekunder efter, og italieneren Ivan Basso (Liquigas), som på 107. pladsen var 2.26 minutter bagud. Tre mand i langt udbrud Efter knap 15 km etableredes det udbrud, der kom til at præge en stor del af etapen. Spanierne Jordi Simón (Andalucia) og Julián Sánchez (Caja Rural) samt fransmanden Cyril Bessy (Saur-Sojasun) fandt sammen i front, og de arbejdede hurtigt et klart forspring. Efter 30 km var det oppe på 7.35 minutter, men så tog GreenEDGE kommandoen i feltet. Derefter gik det næsten ligeså kvikt den anden vej, idet det australske mandskab tydeligvis ikke var interesseret i, at nogen skulle lave det sammen nummer som i går, da holdet sikrede sig førertrøjen, fordi Albasini førte en offensiv succesrigt til ende. Det lykkedes da heller ikke at gentage kunststykket, og efter cirka 100 km i offensiven blev trioen hentet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sjældent har man set et nyt dansk navn ramme sit publikum så hårdt og så rent
-
»Det husker jeg ikke« Trump-ministerens forklaringer i Kongressen skærper presset om Epstein-forbindelser
-
Nationalbanken: Det vælter ind med højtuddannet udenlandsk arbejdskraft
-
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
-
Klarlund til læser: Lad mig slå det helt fast én gang for alle. Det er en myte
-
»Jeg har obduceret nogle af de køer, der har fået Bovaer. Jeg har set blødninger i vommen«: Fagfolk og politikere retter skarp kritik af ny rapport
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























