Allerede inden afklaringen omkring holdets fremtid forelå, havde den unge italiener Manuele Boaro sendt signaler om, at han kunne blive et særdeles spændende aktiv for Team Saxo Bank. Det skete bl.a. på enkeltstarten i Tirreno-Adriatico, hvor han besatte femtepladsen slået med 16 sekunder af det schweiziske tempofænomen Fabian Cancellara (RadioShack-Nissan) i et så tæt opgør, at det faktisk kun var få hundrededele af sekunder, der skilte Bjarne Riis’ italienske opkomling fra at blive nr. 3 Kun slået med otte sekunder Den 25-årige italiener dokumenterede igen i dag, at han er i besiddelse af exceptionelle tempoegenskaber, da han i det 6,8 km lange opgør mod klokken i Circuit Sarthe kun måtte se sig overtrumfet af australieren Luke Durbridge (GreenEDGE), der for et halvt år siden hyldedes som U23-verdensmester i disciplinen på Rådhuspladsen i København.
LÆS ARTIKEL Første danske VM-medalje i København er i hus
Durbridge, der i VM-kappestriden i den danske hovedstad henviste værtsnationens håb Rasmus Quaade til andenpladsen, var otte sekunder hurtigere end Boaro, og de to indtager nu også de to første positioner sammenlagt med nøjagtigt den samme tidsforskel.
Sejr nr. 10 til nyt hold
Australieren, der først fylder 21 på mandag, men i denne sæson allerede har sikret sig det nationale enkeltstartsmesterskab, bragte med dagens triumf den samlede score for hjemlandets ny WorldTour mandskab GreenEDGE op på 10, hvilket placerer holdet på en delt fjerdeplads på listen over de mest sejrende.
Her har Team Saxo Bank endnu en hel del at indhente, eftersom det kun er blevet til to gevinster til australieren Jonathan Cantwell i Tour of Taiwan. Den spanske superstjerne Alberto Contador registreredes også for to førstepladser, inden den internationale sportsdomstol CAS udelukkede ham, men nu tæller de præstationer ikke længere med.
Hård dag i morgen
»Jeg er enormt glad for resultatet, og det giver mig selvtillid og tro på, at jeg kan vinde«, siger Manuele Boaro.
»Jeg ved, det bliver en hård dag i morgen, men jeg er glad for, at jeg har fuld opbakning fra holdet. Jeg håber, at jeg mindst kan bevare min aktuelle placering«.
Maksimal godkendelse fra sportsdirektør
Den unge italiener får maksimal godkendelse fra Team Saxo Banks franske sportsdirektør i løbet, Philippe Mauduit.
»Manuele kørte en forrygende enkeltstart, og han kunne efter min mening ikke have gjort det bedre mod en Durbridge, der virkede, som om han kom fra en anden planet. Nu skal vi sørge for at holde Manuele ude af problemer, så vi kan sikre os et flot samlet resultat«, fastslår Philippe Mauduit.




























