Med sejren i Liège-Bastogne-Liège 2009 som højdepunktet, har Bjarne Riis’ tidligere Tour de France-stjerne Andy Schleck de seneste sæsoner været blandt hovedpersonerne i klassikerne i Ardennerne. Men efter et nyt uheld i gårsdagens Brabantse Pijl tegner situationen i et i forvejen mislykket forår sig noget dyster for RadioShack-Nissans 26-årige luxembourgske stjerne.
LÆS ARTIKEL Tour-helt imponerer i solooffensiv mod sin vilje
Andy Schleck røg med i et styrt på den glatte vejbane i en rundkørsel, men kom på cyklen igen. Han kæmpede sig tilbage til den forreste gruppe, men netop som han havde fået tilslutning, viste det sig at cyklen var så beskadiget, at han ikke kunne fortsætte, og så var det efter cirka 140 km slut med hans deltagelse i det belgiske arrangement.
Skulle bruge løbet til at teste formen
Inden løbet havde Andy Schleck til avisen Le Quotidien i hjemlandet udtalt, at han ville bruge Brabantse Pijl til at teste formen.
»Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg står lige nu, fordi jeg har måttet trække mig ud af to så vigtige løb som Paris-Nice og Volta a Catalunya«, sagde Andy Schleck til avisen.
»I det først blev jeg syg, i det andet var vejrforholdene så barske, at jeg ikke kunne fortsætte. Jeg føler, at jeg er på rette vej, men jeg savner et bevis på det«.
Bagud i forhold til sidste år
I begge de omtalte etapeløb kom Andy Schleck kun til tredje dag, og derudover har han fuldført Tour of Oman og i sidste uge Circuit Sarthe.
Til sammenligning havde han sidste år, da han blev nr. 3 i Liège-Bastogne-Liège og 11 i Amstel Gold Race, både Ruta del Sol, Tirreno-Adriatico, Critérium International og Baskerlandet Rundt bag sig.
Det overordnede mål er stadig Touren
»Det var bestemt ikke ideelt, at jeg måtte udgå«, siger Andy Schleck til det belgiske dagblad Het Nieuwsblad.
»Men heldigvis ser det ud til, at det er gået værst ud over cyklen, og at jeg ikke selv har lidt synderlig overlast«.
»Nu håber jeg, at være klar til Amstel Gold Race på søndag, men det er jo Liège-Bastogne-Liège, der er mit store mål her i foråret. Ligesom Tour de France stadig er det overordnet i sæsonen. Og jeg tror da på, at jeg kan indfri forventningerne begge steder«.
Hører hjemme blandt skuffende stjerne
Indtil videre må det konstateres, at Andy Schleck hører til den kategori af stjerne, som føres an af sidste sæsons mest vindende rytter, belgieren Philippe Gilbert (BMC), som udelukkende har skuffet hidtil i år.




























