Med sin offensive kørsel i en række af forårets skrappeste udfordringer har Michael Mørkøv været den mest synlige danske rytter på den internationale cykelscene fra Milano-Sanremo og frem. Anstrengelserne har imidlertid ikke udmøntet sig i topresultater, hvilket også indtil i går gjaldt for Team Saxo Bank som helhed, og det var derfor en ekstra stor glæde for den 26-årige dansker, at han det meste af vejen i Grand Prix Denain kunne bidrage til at det danske mandskabs argentinske sprinter Juan José Haedo kom sikkert igennem. Indblandet i massestyrt 10 km fra mål Helt til dørs formåede Mørkøv imidlertid ikke at følge Haedo, for 10 km fra mål blev han sammen med argentinerens lillebror Sebastian og australieren Luke Roberts indblandet i et massestyrt, der gjorde det umuligt at nå frem til fronten igen.
LÆS ARTIKEL Riis' trumf slår Alex Rasmussen på stregen
»Ingen af os kom noget særlig til, men eftersom det var meningen, at netop vi tre skulle have kørt spurten for Haedo, så det ud til, at alt pludselig var ødelagt«, fortæller Michael Mørkøv.
»Derfor var det en enorm lettelse, da vi hørte, at han havde vundet også uden vores hjælp. Og for mig personlig var det en dejlig fornemmelse, at holdet kunne sætte så succesrigt et punktum for den del af foråret, som jeg skulle medvirke i«.
Vigtigt med første sejr i Europa
»Heldigvis havde Haedo både Christopher Juul-Jensen, Troels Rønning Vinther og japaneren Takashi Miyazawa omkring sig til det sidste. Men argentineren er jo også skrap til at klare sig på egen hånd, og jeg kunne mærke på ham hele dagen, at han var opsat på at lave et godt resultat«.
»For holdet er det vigtigt at få taget hul på sejrene også her i Europa. Australieren Jonathan Cantwell, der stadig er ude med en skade som følge af sit styrt efter målstregen i Scheldeprijs, vandt to etaper i Tour of Taiwan i sidste måned, men jeg tror det betyder meget, at vi nu også er kommet i gang her«.
Kører næste gang om godt en måned i Norge
Michael Mørkøv holder nu løbspause frem til Tour of Norway fra 16. til 20. maj, men nogen ferie bliver der ikke just tale om.
»Jeg har et meget nøje tilrettelagt træningsprogram, som jeg skal følge, så der bliver bestemt ikke tale om at slappe af. Men jeg glæder mig da til i de kommende uger at kunne være mere sammen med familien«, siger Michael Mørkøv, der indgår som en væsentlig brik i det Team Saxo Bank kollektiv, som skal søge at få det maksimale ud af årets Tour de France uden den spanske superstjerne Alberto Contador.




























