Ivan Basso knuser dansk offensiv på sneklædt bjerg

Lyt til artiklen

Med sneen liggende tungt på bjergsiderne og dalende let og støt fra himlen kæmpede deltagerne i Giro del Trentino sig i dag op til toppen af Passo Pordoi i 2.239 meters højde, hvor den 23-årige colombianer Darwin Atapuma (Colombia Coldeportes) hyldedes som etapevinder, mens den seks år ældre italiener Domenico Pozzovivo (Conago-CSF) ikke lod sig fortrænge fra den samlede førsteplads, han erobrede går. Men inden det kom så vidt, havde Brian Vandborg (Spidertech) sikret sig en hovedrolle på den 177 km lange 4. og sidste etape, som udgik fra Castelletto di Brenzone. Havde et forspring på cirka syv minutter Den 30-årige dansker angreb nemlig efter 63 km sammen med schweizeren Reto Hollensteiner (Team NetApp), og de to fandt ind i så godt et samarbejde, at de nåede op på et forspring på cirka syv minutter. Da den 13 km lange færd op mod målet på Passo Pordoi nærmede sig, blev farten imidlertid skruet op bagude. Ved foden af bjerget havde den dansk-schweiziske duo endnu forfølgerne små to minutter bag sig, men afstanden mindskedes hurtigt takket være det tempo, Vandborgs tidligere holdkammerat på Team CSC, den italienske stjerne Ivan Basso (Liquigas), satte i front for feltet. Forbi uden at hilse Basso fortsatte med at forcere på den første del af stigningen, og det betød enden på Vandborgs og Hollensteiners eventyr efter lidt over 100 km i udbrud. Begge mistede dog kun knap syv minutter på etape, og Vandborg sluttede sammenlagt som nr. 39 med et minus på 17.51 minutter. Basso susede forbi uden at hilse, men snart efter var det nu også slut med italienerens rolle som hovedperson. Den tidligere dobbelte Giro d’Italia-sejrherre - i 2006 i dansk tjeneste og i 2010 for Liquigas – der om lidt over en måned håber at kunne vinde hjemlandets rundtur for tredje gang, havde i dag nemlig kun som opgave at agere hjælperytter for polakken Sylvester Szmyd, og da det job var overstået slog Basso ud. To Giro d’Italia favoritter med klart minus Liquigas-kaptajnen lod dog ikke blot stå til resten af vejen. Han kom således over stregen som nr. 14 med et beskedent tidstab på 1.54 minut, og sluttede sammenlagt som nr. 22 med et minus på 7.39 minutter, hvilket stiller ham fuldt ud tilfreds med henblik på Giro d’Italia. Hvad en anden af favoritterne i det forestående Giro d’Italia, Michele Scarponi (Lampre), der sidste år vandt Giro del Trentino og siden ligeledes Giro d’Italia om end med nogen forsinkelse, da Team Saxo Banks Alberto Contador først skulle have frataget sejren, er mere tvivlsomt Scarponi har ganske vist også optrådt som assistent – for Damiano Cunego – men i dag var han ikke til meget nytte, da han satte over 12 minutter til, og sammenlagt havnede han som nr. 44 med mere end 24 minutter op til Pozzovivo. Indehaveren af førertrøjen tog selv kommandoen Bassos indsats, der siden fulgtes op af en endnu mere imponerende præstation fra landsmanden Eros Cappechis side, formåede dog ikke at bringe Sylvester Szmyd længere frem sammenlagt end den tredjeplads, han var indehaver af inden etapen. Passo Pordoi var så krævende, at der skabtes en kraftig udskilning, og blandt dem, der ikke kunne følge med helt i front, var overraskende nok tjekken Roamn Kreuziger (Astana). På et tidspunkt overtog Domenico Pozzovivo i førertrøjen selv kommandoen. Det skete, da franskmanden Hubert Dupond (Ag2r), som forsøgte et angreb 4 km fra mål, skulle køres ind. Det klarede italieneren uden de store problemer, og med sin konstante øgning af kadencen eliminerede han sine værste rivaler i det samlede klassement, italieneren Damiano Cunego (Lampre) Szmyd. Atapuma trådte eksplosivt an På den sidste kilometer var det kun Atapuma og dennes landsmand Carlos Betancur (Acqua & Sapone), der kunne følge Pozzovivo. Til gengæld var der ingen, der formåede at svare afgørende igen, da Atapuma trådte an med et par hundrede meter tilbage, og han passerede stregen tre sekunder foran Betancur. Pozzovivo fulgte yderligere tre sekunder efter, mens Szmyd og Cunego begge noteredes for et minus på 17. sekunder. Det betød, at Pozzovivo sammenlagt sejrede med 40 sekunder ned til Cunego, 1.04 minut til Szmyd, 1.12 til Betancur, 2.07 minutter til venezuelaneren José Rujano (Androni Giocattoli), 2.33 til Kreuziger, 2.34 til Dupond, mens Atapuma sluttede som nr. 8 3.55 minutter efter italieneren. Skal genskabe colombiansk storhed Colombia-Coldeportes er skabt i denne sæson med det mål at bringe den sydamerikanske nation med de fornemme cykeltraditioner tilbage som en magtfaktor på den internationale scene. Holdet, der har status som såkaldt Pro Continental Team, hvilket vil sige, at det hører hjemme i 2. division, har den tidligere italienske amatørverdensmester og mangeårige sportsdirektør Claudio Corti som boss, og dagens triumf var den første i et pointgivende løb på terminslisten. FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her