Godt et døgn efter at have fået bekræftelse på, at han er udtaget til det 4 km-forfølgelseshold, der skal repræsentere Danmark ved OL i London, sikrede Rasmus Quaade (Blue Water Cycling) sig på landevejene ved Vejle her i aften sit tredje danske U23-mesterskab i enkeltstart i træk.
LÆS ARTIKEL Træner tror på olympiske medaljer på velodromen
Men DM-guldet kom først i hus efter en særdeles dramatisk affære, hvor det tog løbskommissærerne en rum tid, før de godkendte den 22-årige københavners titelgevinst.
Fik lov til at starte om igen
Rasmus Quaade, der i slutningen af september erobrede sølv ved U23-VM i København, startede som forsvarende mester sidst, men han havde endnu ikke tilbagelagt en kilometer, før han kolliderede med en tilskuer og styrtede.
Efter at have sundet sig fik Rasmus Quaade lov til at starte om igen, og han fuldførte de 24,5 km på 32.41 minutter, hvilket var syv sekunder hurtigere end Rasmus Sterobo (Glud & Marstrand-LRØ), mens landsholds- og OL-kollegaen Lasse Norman Hansen (Blue Water Cycling) var yderligere et sekund efter.
Sejrsceremoni med forsinkelse
Kommissærernes accept af resultatet lod vente på sig, fordi der tilsyneladende ikke var enighed om, hvorvidt konkurrencen var afviklet korrekt.
Men i betragtning af, at Quaade havde fået tilladelse til at begynde på en frisk, burde der vel ikke have været så meget at diskutere, og efter nogen forsinkelse kunne sejrsceremonien da også afvikles.
Rasmus Quaade, der også er regerende dansk seniormester i enkeltstart efter sidste sæsons knebne sejr over Jakob Fuglsang (RadioShack-Nissan), har i nogen tid været plaget af en knæskade efter et styrt.
Det skabte uvished omkring hans aktuelle styrke, og rivalerne var da også væsentligt tættere på end sidste år.




























