Riis sikrer sig vigtig brik til Contadors store satsninger

Talent. Den unge polak fik sit gennembrud i Vuelta a Espana.
Talent. Den unge polak fik sit gennembrud i Vuelta a Espana.
Lyt til artiklen

Under Vuelta a Espana afslørede den unge polak Rafal Majka sig som en uhyre værdifuld hjælper for den senere sejrherre Alberto Contador, og det udløser nu en attraktiv belønning fra chefen Bjarne Riis’ side. Majka, der fylder 23 år i dag, har nemlig forlænget aftalen med Team Saxo Bank-Tinkoff Bank for yderligere tre sæsoner, og han er dermed knyttet til det danske mandskab i ligeså lang tid som Contador. Det sender et klart signal om, at Majka i høj grad indgår i planerne omkring den spanske superstjernes satsning på de kommende års store, nationale rundture, hvor polakken synes at have alle muligheder for at kunne udvikle sig til en uhyre central skikkelse. En af de bedste klatrere i feltet »Rafal er i mine øjne en af de mest lovende klatrere i feltet i dag, og jeg mener godt, man kan kalde den indsats, han ydede i Vueltaen for et gennembrud«, fastslår Bjarne Riis.

LÆS OGSÅ Riis og Contador skabte den perfekte alliance

»Jeg ser ham bestemt ikke kun som hjælperytter, men tror også på, at han kan lave resultater på egen hånd. Derfor betragter jeg det også som godt nyt for vort hold, at vi har sikret, at han bliver hos os i så lang en periode«.

Tæt på sejr i fransk etapeløb
Rafal Majka, der kom til Team saxo Bank i 2011, vandt i 2010 en kort bjergenkeltstart i et mindre polsk etapeløb, mens han endnu har sin første sejr i dansk tjeneste til gode.

Polakken var tæt på kort inden Vueltaen, da han på en af de skrappe udfordringer i Tour de l’Ain kom til mål sammen med amerikaneren Andre Talansky (Garmin-Sharp) og spanieren Sergio Pardillo (Movistar).

Majka måtte se sig slået af Talansky, der senere vandt sammenlagt foran Pardilla, mens polakkens spanske holdkammerat Daniel Navarro blev nr. 3.

Skulle have været kaptajn i Giro d’Italia

Det var meningen, at Majka skulle have afprøvet sine klassementsmuligheder i Giro d’Italia, men han nåede aldrig at finde formen på grund af et styrt under træning tidligere på året.

Til gengæld var den unge polak så fuldstændig frisk, da han skulle assistere Contador i Vueltaen.

»Jeg er glad for at skulle fortsætte med Alberto Contador som kaptajn og Bjarne Riis som chef, for jeg føler, jeg kan lære meget af de to«, siger Rafal Majka.

»Jeg fik ødelagt den første del af sæsonen på grund af mit uheld, men jeg fornemmede på intet tidspunkt nogen form for pres fra holdets side. For en ung rytter som mig er det vigtigt at mærke, at jeg har fuld opbakning, og jeg ser frem til at skulle udvikle mig yderligere i disse rammer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her