Godt halvanden måned efter sin olympiske triumf på velodromen i London var Lasse Norman i dag så tæt på atter at skulle optræde på podiet ved en gigantisk global begivenhed, som næsten tænkes kan. Kun 2.16 sekunder skilte i U23-rytternes opgør om VM-medaljer på enkeltstarten den 20-årige dansker fra den bronzeplads, som den jævnaldrende australier Damien Howson nu lagde beslag på, men OL-guldvinderen i omnium var alt andet end skuffet over sin første optræden på den internationale scene i denne sammenhæng. Spændende perspektiver for næste år »Jeg er lidt bitter over, at blive slået af to australiere, for dem har jeg efterhånden tabt til så mange gange på banen, at det er ved at være trættende«, sagde Lasse Norman med et smil, da han havde overstået sine pligter hos dopingkontrollanterne.
LÆS ARTIKEL »Selve min præstation er jeg ovenud glad for. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at jeg skulle slutte så højt oppe. Måske på en af de sidste pladser i top 10, men at være lige ved at havne på podiet, havde jeg absolut ikke forestillet mig. Og at det gik så godt, tæller mere for mig, end at medaljen forsvandt i sidste øjeblik«. »Det skaber spændende perspektiver for næste år. De tre, der sluttede foran mig er væk til den tid, og så satser jeg målrettet på at hente guldet«. Ingen problemer, da det gjaldt »Jeg har i den seneste tid haft nogle problemer med en nerve i ryggen, som har påvirket min styrke i det ene ben, men jeg mærkede heldigvis ikke noget særligt til det under løbet«. »I det hele taget synes jeg, det gik forrygende. Jeg var spændt på, hvordan jeg ville klare stigningerne, for under træningen syntes jeg ikke rigtigt, at ruten passede til mig. Men da det gjaldt, og der for alvor kom fart på, fornemmede jeg ingen vanskeligheder«. Måtte sunde sig på asfalten i flere minutter At Lasse Norman havde givet sig fuldt ud på de 36 km, kunne ingen, der så ham umiddelbart efter målpassagen, være i tvivl om. Totalt udmattet blev den unge dansker siddende på asfalten i lang tid, før han kunne indtage pladsen i den varme stol som konkurrencens førende – en position han havde, indtil han blev overtrumfet af den senere vinder, russeren Anton Vorobyev. Trænger til en pause »Jeg var helt væk, og når jeg lukkede øjnene, så jeg sol, måne og stjerner. Jeg havde brugt alt, hvad jeg havde, og jeg tror kun en gang tidligere, jeg har været så langt ude. Det var ved VM i København 2010, da jeg satte dansk rekord i 4 km individuelt forfølgelsesløb«, fortæller Lasse Norman. »Nu glæder jeg mig til at holde en pause på omkring en måned. Jeg trænger til at blive helt klar i hovedet igen til at satse videre efter alt det, der er sket i år. Og fjerdepladsen i dag har givetvis også stor betydning for motivationen, når jeg går i gang igen«.




























