UCI smider verdens nr. 1 på porten

KASSERET. Det skal være i kraft af wildcards eller invitationer at Joaquin Rodriguez skal køre de store løb næste år.
KASSERET. Det skal være i kraft af wildcards eller invitationer at Joaquin Rodriguez skal køre de store løb næste år.
Lyt til artiklen

Mens Alberto Contador og holdkammeraterne på Team Saxo-Tinkoff kan ånde lettet op og fortsætte arbejdet frem mod de største løb på den globale terminsliste, måtte den spanske etapeløbsstjernes landsmand, gode ven, rival og verdensranglistens førstemand Joaquim Rodriguez og hans russiske Katusha mandskab højst uventet se sig sendt ud i kulden, da den internationale cykelunion, UCI, offentliggjorde, hvilke 18 professionelle firmahold som i 2013 er udstyret med WorldTour licens.

LÆS ARTIKEL Riis får sin licens af UCI

Selv om det givetvis ville have vakt opsigt, hvis Contador og Co. var blevet forbigået i denne sammenhæng, er det på internationalt niveau for intet at regne mod den opstandelse, det skabte, da meldingen om afvisningen af Katusha forelå.

Ingen forklaring på afvisningen
I pressemeddelelsen fra UCI hedder det blot, at Katushas ansøgning om at blive registreret i den internationale 1. division ikke har kunne godkendes.

Nogen nærmere forklaring gives ikke, men det kan ikke udelukkes, at efterårets Lance Armstrong-affære måske også på dette punkt har haft en afsmittende virkning.

Katusha valgte for nogle måneder siden på posten som øverste chef at udskifte den ihærdige tyske antidopingforkæmper Hans Michael Holczer, som kun havde fungeret en enkelt sæson, med den tidligere russiske stjerne Vjajteslav Ekimov.

Var med i seks af Armstrongs syv sejrrige Tour-felttog
Denne leverede i sin tid som aktiv brillante bedrifter på stribe, men han havde også et meget nært samarbejde med Lance Armstrong og var med i seks af amerikanerens syv sejrrige Tour de France-felttog.

Derfor kan det tænkes, at frygten for afsløringer omkring Ekimovs person kan have haft afgørende betydning, da licenskomitéen granskede holdets kandidatur.

En af betingelserne for at opnå licens er, at ikke nærmere definerede etiske krav skal være opfyldt, og her er det muligt, at Ekimov er en belastning.

Argos-Shimano er ny i det fine sleskab
Katusha sidder altså tilbage med Sorteper og må som den eneste af de 18 deltagere i den forgangne sæsons WorldTour forlade det fine selskab.

Pladsen overtages af hollandske Argos-Shimano, der oven i købet er udstyret med en licens, som gælder til og med 2016.

Det er ligeledes franske Ag2r og spanske Euskaltel, og eftersom disse to sammen med Team Saxo Bank-Tinkoff Bank her i 2012 hørte til de absolut svageste, er det kun med til at understrege, at licenskomitéens veje er uransagelige.

Ingen garanti på langt sigt
Nu kan disse åremålsfastsættelser heller ikke opfattes som nogen garanti, for egentlig havde Katusha en licens, der også gjaldt for 2013, men den er altså nu blevet frataget holdet.

Ni mandskaber var allerede inden dagens afgørelse sikre på at høre til WorldTour også næste år: Kasakhiske Astana med Jakob Fuglsang, amerikanske BMC med den danske mester Sebastian Lander, italienske Lampre og Cannondale – sidstnævnte med den tilbagevendte Brian Vandborg – belgiske Omega Pharma-Quick Step, britiske Sky, australskeOrica-GreenEdge, spanske Movistar og hollandske Vacansoleil.

WorldTour start 22. januar

Desuden godkendtes i dag Team Saxo-Tinkoff, Argos-Shimano, franske Ag2r, spanske Euskaltel, det hollandske, tidligere Rabobank, amerikanske Garmin Sharp, franske FDJ, luxembourgske RadioShack-Nissan og belgiske Lotto-Belisol med Lars Bak.

WorldTourens løbsserie består i 2013 af 28 arrangementer, og der lægges ud med Tour Down Under fra 22. til 27. januar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her