Trods en ny forbilledlig indsats fra Omega Pharma-Quick Steps side fik eksverdensmesteren Mark Cavendish i finalen på den 171,4 km lange 2. etape i Tour de San Luis fra Tilisaras til Terrazas del Portezuelo en påmindelse om, at træerne ikke vokser ind i himlen. Der var ellers rettet an til en ny spurtopvisning fra den 26-årige brites side, men på den let stigende opløbsstrækning måtte han se sig slået af den ét år yngre italiener Sacha Modolo (Bardiani-CSF), der således fik revanche fra gårsdagens dyst, da han blev henvist til andenpladsen af Cavendish. 118 ryttere i samme tid i klassementet Modolo overtog ligeledes førertrøjen fra sin mere berømte rival, men eftersom der ikke opereres med bonussekunder i det sydamerikanske arrangement, er både Cavendish og yderligere 116 deltagere noteret for samme tid som italieneren. Denne i er i gang med sin fjerde sæson som professionel, og han fik sit gennembrud i 2011, da han udråbtes som det ny, lysende italienske sprinterhåb efter at have vundet 10 løb. Brillerede i Post Danmark Rundt Modolo brillerede det år bl.a. i Post Danmark Rundt, hvor han slog til på to etaper, ligesom han i finalen på Frederiksberg Allé kun blev overtrumfet af hollænderen Theo Bos (Rabobank). Sidste år hold Sacha Modolo sig lidt mere beskedent tilbage, da det "kun" blev til fem sejre, men hans præstationer rakte til olympisk udtagelse, uden at han dog formåede at markere sig i London. Det var ikke mindst Omega Pharma-Quick Steps fortjeneste, at forestillingen for anden dag i træk mundede ud i en massespurt. Det belgiske kollektiv førte an i jagten på et langt udbrud, der ganske som ventet blev hentet få kilometer fra mål, men denne gang var Cavendish altså ikke i stand til at fuldende arbejdet. Kun én af Riis’ folk satte tid til For Team Saxo-Tinkoff, der stiller op uden sprinter, blev det endnu en etape der skulle overstås, inden de argentinske stigninger for alvor melder sig. Som den eneste i den danske trup var portugiseren Sergio Paulinho ikke blandt de 121 af de 171 fuldførende, der var med hjem. Han satte 38 sekunder til, mens de øvrige fem – spanierne Alberto Contador, Benjamin Noval og Jesus Hernandez, portugiseren Bruno Pires og den danske veteran Nicki Sørensen – i det overordnede klassement alle er noteret for samme tid som Modolo. Contador slog Leipheimer sidste år Efter denne forholdsvis overkommelige start for Bjarne Riis’ tropper er der lagt op til anderledes offensiv kørsel på morgendagens 173,1 km lange 3. etape fra La Punta til Mirador del Portrero, der givetvis vil medføre en kraftig omvæltning. Sidste år var Alberto Contador først over stregen i 1.270 meters højde tæt fulgt af amerikaneren Levi Leipheimer, og det indbragte spanieren førertrøjen. Den måtte han dog af med et døgn senere efter enkeltstarten, hvor han blev slået med 1.01 minut af Leipheimer, som overtog førstepladsen og bevarede den løbet ud. Contador sluttede som samlet nr. 2 med et minus på 46 sekunder, men alle hans præstationer er slettet fra generaliebladet som følge af dopingdommen, der blev afsagt kort efter. Passerer løbets højeste punkt Selv om Contador inden starten på dette års udgave i søndags understregede, at han ikke regner med at stå øverst på podiet, når strabadserne er overstået på søndag, hersker der næppe tvivl om, at han agter at prøve sit aktuelle niveau af på dagens etape. Og det skulle undre meget, om det ikke giver sig udslag i en topplacering i dette terræn, der passer spanieren glimrende. Godt midtvejs passerer rytterne løbets højeste punkt Alto de Nogoli 2.084 meter over havets overflade, men det bliver nok først på finaleklatreturen op til mål, at afgørelsen falder. Den er knap fem km lang med en gennemsnitlig procent på 6,7, så der vil utvivlsomt ske en markant udskilning. Med til at anspore Contador kan det muligvis også være, at landsmanden Joaquim Rodriguez (Katusha) højst overraskende mistede 2.43 minutter på dagens etape.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























