Danmark er klar til bronzefinale ved VM

MEDALJEKAMP. Ved OL i London gik det danske banehold akkurat glip af medaljer. Det skal der ændres på ved VM.
MEDALJEKAMP. Ved OL i London gik det danske banehold akkurat glip af medaljer. Det skal der ændres på ved VM.
Lyt til artiklen

Dansk banecykling, der fejrede så fornem en triumf ved OL i London med Lasse Normans forrygende guldbedrift, er på kurs mod at hjemføre den første VM-medalje i 4 km holdforfølgelsesløb siden 2009, da kvartetten bestående af Alex Rasmussen, Michael Færk, Jens-Erik Madsen og den nuværende landstræner Casper Jørgensen strøg helt til tops i den polske by Pruszkow. På velodromen i den hviderussiske hovedstad Minsk nåede Rasmus Quaade, Lasse Norman, Casper Folsach og Mathias Møller i den indledende tidskørsel ned på 4.00,841 minutter – gennemsnitshastighed 59,790 km/t – i den kollektive tempodisicplin, og det rakte til en tredjeplads blandt de 15 deltagende nationer. Gode chancer for dansk bronzejubel Det unge rød-hvide landshold – Quaade er for kort tid siden fyldt 23, Norman 21, mens Folsach og Møller i løbet af marts bliver henholdsvis 20 og 19 – er dermed klar til i aftenens dyst om bronze, hvor modstanderen bliver Spanien. Det tegner til at blive en duel, som kan munde ud i dansk jubel, eftersom de fire spaniere Unai Elorriaga, Eloy Teruel, Asier Maetzu og Sebastian Mora på fjerdepladsen var klart slået med 4.04.587.

LÆS OGSÅ Sygdom truede dansk guldvinders VM-drøm

Kampen om guldet kommer til at stå mellem de evige rivaler Australien og Storbritannien, der noteredes for henholdsvis 3.59.325 og 3.59.784.

Lovende olympisk signal
Den danske præstation betegner et gennembrud for mandskabet, der har OL i Rio de Janeiro som sit store mål, og ikke mindst set i det perspektiv, er det ekstra glædeligt, at afstanden op til de bedste nu er så beskeden som cirka halvandet sekund.

Danmark startede som nr. 10, og med fem konkurrenter efter sig, var det indlysende, at danskerne skulle stå med bedste tid, da deres opgave var fuldendt.

Det lykkedes da også, eftersom hidtil førende Tyskland, der kørte umiddelbart inden Danmark og noteredes for 4.05.152 blev overtrumfet med lidt over fire sekunder.

Fremgang siden World Cup sejr i Glasgow
Danskerne lagde knap så hurtigt ud som tyskerne og var efter den første km en tiendedel af et sekund bagud, men allerede da halvdelen af distancen var tilbagelagt, havde de fire rød-hvide et forspring på halvandet sekund.

Det øgedes markant resten af vejen, og selv om tiden var et stykke fra den danske rekord på 3.56.831, som Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Jens-Erik Madsen og Casper Jørgensen satte ved OL i Beijing, var der tale om fremgang fra den World Cup i Glasgow for godt tre måneder siden, som de fire aktuelle optrædende vandt ved at indhente Tyskland i finalen efter i tidskørslen at have præsteret 4.01.289.

Rusland med hurtigste 1.000 meter tid
Efter Danmark registreredes Belgien for 4.05.334, og da Spanien måtte nøjes med 4.04.587, stod det klart, at de unge danske himmelstormere havde kvalificeret sig til mindst opgøret om bronze.

Rusland, som med Jevgenij Kovalev, Ivan Kovalev, Artur Ershov og Alexander Serov stillede med tre af de fire ryttere – Ershov er trådt ind i stedet for Alexei Markov – der blev nr. 4 ved OL, lagde hårdt ud med den hurtigste 1.000 m tid af alle.

Russerne var imidlertid ikke i stand til at holde farten oppe, og i den sidste ende rakte 4.04.587 kun til en femteplads.

Australien og Storbritannien en smule hurtigere

Tilbage i tidskørslen var kun to af de traditionelt dominerende nationer i denne disciplin , Australien og Storbritannien.

Førstnævnte stillede med Glenn O’Shea og Michael Hepburn fra kvartetten, der vandt sølv ved OL, mens Jacob Bobridge og Rohan Dennis, som er optaget af landevejsforpligtelser, er blevet erstattet af Alexander Edmonson og Alexander Morgan.

Kvartetten var straks fra første mellemtid en anelse hurtigere end Danmark, og australierne blev med 3.59.325 de første til at overtrumfe danskerne.

Umiddelbart efter gentog Storbritannien dette med Steven Burke, Ed Clancy, Samuel Harrison og Andy Tennant, men selv om briterne efter 3.000 m havde hurtigste tid måtte de se sig slået med godt fire tiendedele.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her