Selv om der oven på søndagens isnende færd i Milano-Sanremo blev budt på ganske anderledes behagelige vejrmæssige betingelser, da den internationale cykelscene i dag flyttede længere vestpå ved Middelhavskysten, får en stor del af aktørerne i Volta a Catalunya utvivlsomt kuldegysninger, når de tænker tilbage på, hvordan de dummede sig i den afsluttende fase af den 159 km lange 1. etape med start og mål i Calella lidt nord for Barcelona. For på den sidste, af dagens fem ikke synderligt krævende stigninger slumrede langt størsteparten af deltagerne sødt i sikker forvisning om, at strabadserne ville munde ud i en massespurt, og det kom de til at betale dyre lærepenge for. Ingen undskyldning for bommerten Og egentlig har de ingen reel undskyldning for denne bommert, eftersom det var en af løbets absolut mest prominente skikkelser, Tour de France-kongen Bradley Wiggins (Sky), som tog initiativet til, at der skulle ske noget helt specielt. Kort før toppen af Alto de Collsacreu med godt 17 km til mål manøvrerede den 32-årige englænmder sig helt frem i front, og det blev signalet til en offensiv, der kuldkastede alle forudsigelser. På nedkørslen satsede Wiggins nemlig så voldsomt, at feltet splittedes totalt, og kun 12 af de øvrige 173 var i stand til at følge hans tempo. Belgier sparede på kræfterne og vandt Bagude arbejdedes febrilsk på at rette op på situationen blandt de hold, der havde ladet sig overrumple, men gruppen i front fandt ind i en så perfekt rytme, at ingen formåede at få tilslutning bagfra, og de 13 holdt hjem med et forspring på 28 sekunder. Belgieren Gianni Meersman (Omega Pharma-Quick Step), der havde sparet på kræfterne i udbruddet, susede først over stregen fulgt af italieneren Valerio Agnoli (Astana) og spanieren Alejandro Valverde (Movistar). Trak flere favoritter med sig Men nok så vigtigt i det overordnede billede var det, at Wiggins, der selv kom i mål som nr. 6, foruden Valverde også havde trukket andre fremtrædende etapeløbsspecialister som spanieren Joaquim Rodriguez (Katusha), italieneren Michele Scarponi (Lampre) og hollænderen Robert Gesink (Blanco) med sig. De øvrige, som går ind til fortsættelsen i en gunstig udgangsposition, er Wiggins’ to holdkammerater, spanieren David Lopez og italieneren Dario Cataldo, ireren Dan Martin (Garmin-Sharp), polakken Przemyslaw Niemiec (Lampre), spanieren José Herrada (Movistar) og schweizeren Daniel Wyss (BMC). Så selv om langt de skrappeste etaper endnu er i vente, har en håndfuld af favoritterne allerede sikret sig så markant et forspring, at det kan blive vanskeligt at rette op på. Chris Anker og Fuglsang blandt taberne Det gælder således også for dansk cykelsports to største etapeløbshåb Jakob Fuglsang (Astana) og Chris Anker Sørensen (Team Saxo-Tinkoff), som var blandt de mange, der sov i timen. »Det var en streg i regningen, at vi ikke havde en rytter eller to med i frontgruppen i dag«, lyder det da også fra Team Saxo-Tinkoffs sportsdirektør Dan Frost. »Alle de store klassementsryttere sad, hvor de skulle, og der skulle vi også have været. Vi har Chris, Nicki Sørensen og Nicolas Roche, der alle er i god form, og som jeg havde på i den samlede stilling, men det bliver svært nu«. »Det var nok i højere grad os, der havde brug for et forspring med tanke på de udfordringer i bjergene, der venter på 3. og 4. etape«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Han døde i et bilbombeattentat i 1972. Men hans tekster er uhyggeligt aktuelle
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Stefan Hermann
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























