Endnu varer det en rum tid, før den internationale cykelunion, UCI, i midten af august uddeler adgangskortene til årets VM i Firenze fra 22. til 29. september. Men allerede nu kan det konstateres, at de rød-hvide pedalatleter fra andet geled er kommet væsentligt bedre fra start i kampen om at sikre Danmark optimal deltagelse i elitens medaljestrid, end de ryttere, som er tilknyttet firmaholdene på ProTeam-niveau. Ingen point på højeste niveau Mens sidstnævnte gruppe af aktører ikke har formået at score et eneste ranglistepoint og dermed endnu ikke har bragt Danmark ind i kapløbet om de maksimalt ni billetter, der reserveres de 10 bedste nationer i denne sammenhæng, tegner billedet sig anderledes positivt for de danske muligheder i fordelingssystemets næste kategori. Her handler det om Danmarks placering på den europæiske rangliste, hvor kun ryttere tilknyttet mandskaber, som ikke har ProTeam-licens, kan bidrage med point. De seks bedste lande i dette kontinentale hierarki - fraregnet dem, der allerede har kvalificeret sig via WorldTour-ranglisten - kan sende seks mand til VM. Mellemregningerne foretages i slutningen af hver måned, og ved den seneste af disse indtager Danmark lige netop sjettepladsen efter Tyskland, Tjekkiet, Rusland, Slovenien og Sverige. Grundlaget for optimisme er lagt Det var i denne forbindelse, Danmark sidste år kom til kort og måtte nøjes med tre medvirkende i medaljeopgøret på landevejene omkring Valkenburg, men nu er grundlaget i hvert fald lagt for optimisme. Denne næres også af, at Danmark på samme tidspunkt i 2012 kun var nr. 8 i Europa efter at have scoret 123 point mod de aktuelle 141 og altså fra første færd haltede bagud. Det var fem succesrige dage fra 16. marts og frem, der for alvor satte skub i den danske pointhøst. Martin Pedersen (Christina Watches-Onfone) indledte med at vinde Circuit d’Alger, dagen efter fulgte 19-årige Alexander Kamp (Team CULT Energy) op med at slå til i det franske Grand Prix Nogent, mens Martin Mortensen (Concordia Forsikring) noteredes for den foreløbig tredje danske sejr på 2. etape i Tour de Normandie 20. marts. Syv ryttere har bidraget med point I alt har syv ryttere indtil videre sat point ind på den danske konto: Martin Pedersen 58, Alexander Kamp 40, Jesper Hansen (Team CULT Energy) 13, John Ebsen (Synergy Baku) 10, Martin Mortensen 8, Kristian Haugaard (Leopard-Trek) 6 og Mads Würtz Schmidt (Team CULT Energy) 6. Også hvad angår sejre, er Danmark forud sammenlignet med sidste år. Da erobrede André Steensen (Team CULT Energy) den første 7. april i Circuit des Ardennes.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Ny måling modsiger Hegseth
-
Elisabet Svane har aldrig set noget lignende: »Det er en totalnedsmeltning«
-
Nu falder sort regn over russisk by, og olien fosser ud i havet
-
Stigende antal danskere lider af bolig-fomo
-
Han er et indlysende talent. Det er også noget værd
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Signe Andreasen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak




























