Inden dagens afsluttende enkeltstart i Baskerlandet Rundt gjorde det spanske Movistar mandskab opmærksom på, at man bestemt ikke skulle afskrive Nairo Quintana som det seks dages lange WorldTour løbs endelige vinder. De fleste anså nok den udmelding for en noget overdreven form for optimisme fra Movistars side, eftersom sluttriumfen tilsyneladende lå til australieren Richie Portes (Sky) højreben. Porte har tidligere i år vundet to temporidt og hyldedes for knap en måned siden som samlet nr. 1 i Paris-Nice, så det forekom nærmest soleklart indlysende, at han fra en udgangsposition som nr. 3 i klassementet med et minus på seks sekunder ville lægge både Nairo Quintana, der var noteret for et tilsvarende minus, og colombianerens landsmand Sergio Henao iklædt førertrøjen bag sig. Væltede alle beregninger Og hvis nogen skulle kunne bringe den 28-årige australiers forventede succes i fare, måtte det være Team Saxo-Tinkoffs spanske stjerne Alberto Contador, der gik ind til enkeltstarten på en fjerdeplads fire sekunder efter Porte og Quintana. Men da det 24 km lange temporidt var overstået, havde den 23-årige Nairo Quintana væltet alle disse beregninger og leveret et eftertrykkeligt bevis for, at Movistars optaktsudspil var alt andet end urealistiske, højtflyvende spekulationer. Tony Martin suverænt hurtigst på enkeltstarten Ganske vist formåede den unge sydamerikaner ikke at hamle op med den tyske enkeltstartsverdensmester Tony Martin (Omega Pharma-Quick Step), men det var stort set også det eneste, der manglede. Martin, der styrtede tidligt i løbet og havde sat så meget tid til, at han var fuldstændig ude af billedet sammenlagt, tilbagelagde distancen i 35.05 minutter, hvilket indbragte ham en suveræn etapegevinst. Til gengæld var tyskeren også den eneste, som var hurtigere end Nairo Quintana, der sagtens kunne leve med at blive slået med 17 sekunder, for det rakte mere end rigeligt til pladsen øverst podiet, da det totale regnskab gjordes op. Henao overgik sig selv Quintana var nemlig 23 sekunder hurtigere end Porte, der blev nr. 4 på enkeltstarten også overtrumfet af colombianerens spanske holdkammerat Benat Intxausti og dermed måtte tage til takke med den samlede andenplads. Tredje rytter på podiet blev Quintanas landsmand Sergio Henao, der overgik sig selv i bestræbelserne på at forsvare førertrøjen. Det lykkedes ikke, men colombianeren noteredes for en syvendeplads på etapen 57 sekunder efter Martin, og dermed nøjedes han med at rykke ned som nr. 3 sammenlagt med et minus på 34 sekunder til Quintana. Stor skuffelse for Contador For Alberto Contador mundede Bakserlandet Rundt ud i en gedigen skuffelse. Den 30-årige spanier, der ikke på noget tidspunkt i løbet har formået at vise glimt af fordums storhed, blev kun nr. 10 på enkeltstarten slået med 1.07 minut af Tony Martin. Den tidsforskel er der i sig selv ikke noget overraskende i. Det er der derimod i, at eksempelvis Henao gjorde det bedre end Contador i kampen mod klokken, og den samlede femteplads 54 sekunder efter Quintana, som nu blev spanierens udbytte, indfrier langt fra de forventninger, der med rette kunne stilles til ham. Quintanas tredje sejr i år For Quintana, der sædvanligvis agerer en uhyre værdifuld og loyal hjælper for Movistars kaptajn Alejandro Valverde, som ikke var til start i Baskerlandet, var det sæsonens tredje sejr. Han slog til forleden på etapen til Arrate, og han var også først over stregen på en af de skrappe bjergudfordringer i Volta a Catalunya. Colombianeren gjorde sig allerede flot bemærket sidste år med samlede gevinster i Route du Sud og Vuelta a Murcia efter en etapesejr undervejs i begge. Han slog ligeledes til på en af de hårde dage i Critérium du Daphiné samt i det italienske Giro dell’Emilia.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sisse Marie Welling vil have nyt højhus med 35 etager i København
-
Se den film! Hendes præstation er helt uforglemmelig
-
Sjældent har man set et nyt dansk navn ramme sit publikum så hårdt og så rent
-
»Det husker jeg ikke« Trump-ministerens forklaringer i Kongressen skærper presset om Epstein-forbindelser
-
Dua Lipa kom til København, og så begyndte redaktionen at hvæse
-
Nationalbanken: Det vælter ind med højtuddannet udenlandsk arbejdskraft
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jessica Nielsen




























