Allerede inden starten på dagens Brabantse Pijl havde den slovakiske himmelstormer Peter Sagan (Cannondale) sørget for at råde bod på sin uheldige podieoptræden i Flandern Rundt, da han storsmilende kneb den intetanende kyssepige Maja Leya i bagdelen, hvilke fremkaldte voldsomme reaktioner ud over den ganske verden. I en helt anderledes gentlemanagtig stil mødte den 23-årige Sagan op til indskrivningen i Leuven med en gigantisk blomsterbuket, som han overrakte til sit 'offer', der også var i funktion ved denne lejlighed, eftersom den 200 km lange udfordring har samme arrangør som klassikeren for en halv snes dage siden. Sagan og præmiepigen mødtes igen på sejrspodiet Der blev udvekslet både håndtryk, smil og kindkys mellem de to hovedpersoner i den opsigtsvækkende scene, og dermed havde Sagan også sørget for at tage brodden af eventuelle forstyrrende optrin, hvis de to skulle mødes igen ved sejrsceremonien nogle timer senere.
Læs også Ballegramseren sat på plads af brostensspecialisten
Det var nemlig lige netop, hvad der skete, for efter at være sprunget over Paris-Roubaix var Sagan tilbage ved fuld styrke på de belgiske landeveje, og i en tæt duel med den belgiske verdensmester Philippe Gilbert (BMC) tilkæmpede han sig sejren i den 53. udgave af Brabantse Pijl.
Dermed strøg Sagan også til tops på sæsonens vinderliste, hvor han nu er noteret for otte gevinster mod syv til Mark Cavendish (Omega Pharma-Quick Step) , mens Sky-holdkammeraterne Richie Porte og Chris Froome begge er op på fem.
Afgørende udbrud dannet 12 km fra mål
Sagan og Gilbert var en del af den udbrydergruppe, der etableredes med 12 km tilbage. De to kørte sammen med verdensmesterens landsmand og holdkammerat Greg Van Avermaet, franskmanden Sylvain Chavanel (Omega Pharma-Quick Step) og tyskeren Simon Geschke (Argos-Shimano) op til seks mand, som allerede havde skilt sig ud.
Læs ogsåNappet i bagdelen har gjort kyssepige berømt Belgierne Nikolas Maes (Omega Pharma-Quick Step) og Kenny De Haes (Lotto Belisol) havde været i offensiven det meste af dagen og fik mod slutningen nye følgesvende i landsmændene Stijn Devolder (RadioShack) og Björn Leukemans (Vacansoleil), tyskeren Paul Voss (Team NetApp) og italieneren Davide Malacarne (Europcar). Sagan fangede Gilbert kort før stregen Chavanel var den første til at forsøge sig fra 11 mands gruppen med knap fire km til mål, men hullet blev hurtigt lukket. Langt alvorligere så det ud, da Van Avermaet og Maes forcerede med lidt over en km tilbage. Førstnævnte beredte dermed vejen for Gilbert, men det viste sig, at Sagan både havde køligt overblik og rigeligt med kræfter. Med verdensmesteren lige efter sig, hentede den unge slovak duoen, og da Gilbert trådte an i spurten, formåede Sagan at skrue tempoet i vejret endnu engang.




























