Afrikansk komet slår til i skrap bjergfinale

Flyvende. Dagens vinder i Tyrkiet - Natnael Berhane.
Flyvende. Dagens vinder i Tyrkiet - Natnael Berhane.
Lyt til artiklen

På en dag, da Tyrkiet Rundt efter to spurtafgørelser, hvoraf den sidste endte i massestyrt og kaos, ændrede totalt karakter med en krævende bjergfinale på den 153,5 km lange færd fra Antalya til Elmali, flammede samtidig en ny spændende komet op på den internationale cykelsportshimmel. Med en forrygende finish på de sidste 200 m kæmpede den 22-årige Natnael Berhane (Europcar) fra Eritrea sig nemlig først over stregen og sikrede dermed ikke blot hjemlandet, men Afrika i det hele taget den hidtil mest opsigtsvækkende landevejstriumf på globalt niveau. Afrikansk mester to år i træk Berhane, der de seneste to år har vundet det individuelle afrikanske mesterskab og ligeledes har været med til at hjemføre den kontinentale titel til Eritrea i holdløb, er i gang med sin første sæson på det franske 2. divisionshold Europcar. I 2011 blev Berhane optaget på den internationale cykelunions akademi først i Sydafrika og siden i Schweiz, hvor talenter uden de optimale muligheder i deres respektive hjemlande, får muligheder for at videreudvikle sig. En tilsvarende chance har også den noget mere kendte landsmand David Teklehaimanot fået, og han debuterede allerede sidste sæson på det australske Orica-GreenEdge, hvor han eksempelvis gennemførte Vuelta a Espana. »At vinde så hård en etape havde jeg slet ikke turdet drømme om, og det var også derfor, jeg brød ud i tårer, da jeg var kommet i mål«, sagde den ovenud lykkelige Natnael Berhane. Stejl afslutning skabte stor udskilning Det var på de sidste syv stejle km af dagens etape, at udskilningen for alvor tog fart. Berhanes tyske holdkammerat Björn Thurau blev som den sidste deltagerne i det lange udbrud hentet, og umiddelbart efter angreb belgieren Serge Pauwels (Omega Pharma-Quick Step). Pauwels forsvandt imidlertid ud af billedet tre km fra toppen, da landsmanden Kevin Seeldrayers (Astana), Berhane, den lokale tyrkiske helt Mustafa Sayar (Torku Sekerspor) og franskmanden Maxime Mederel (Sojasun) havde overtaget rollerne i front. Rory Sutherland nr. 5 sammenlagt Sayar forcerede i et gevaldigt gear, men kunne ikke skille sig af med rivalerne. Kort efter at 200 meter mærket var passeret, overrumplede Natnael Berhane med et eksplosivt antrit sine ledsagere, og han krydsede stregen med et forspring på seks sekunder til Seeldrayers og Sayar, mens Mederel satte yderligere 10 sekunder til. Franskmanden Yoann Bagot (Cofidis), Team Saxo-Tinkoffs australier Rory Sutherland og dennes landsmand (Cameron Meyer (Orica-GreenEdge) blev nr. 5, 6 og 7 med et minus på 24 sekunder. Etapen vendte fuldstændig op og ned på det samlede klassement, hvor Berhane nu er 10 sekunder foran Seeldrayers, mens Sayar, Mederel og Sutherland på de næste pladser er henholdsvis 12, 26 og 34 sekunder bagud. Ny spændende finale i vente i morgen Foruden Rory Sutherland gjorde også Team Saxo-Tinkoffs amerikanske mester Timothy Duggan, der gør comeback i Tyrkiet Rundt efter en lang skadespause, sig positiv bemærket på denne 3. etape. Amerikaneren var med i det lange udbrud, men måtte slippe, inden kampen om topplaceringerne satte ind. »Jeg er imponeret over at se Timmy så velkørende, efter at han har været væk så længe. Det lover godt for ham fremadrettet«, siger det danske mandskabs hollandske sportsdirektør Tristan Hoffman. »Vi havde på forhånd sat vores lid til Rory Sutherland og Bruno Pires på denne etape. Bruno faldt tilbage, da det blev virkelig stejlt, mens Rory bed sig fast og kørte en meget flot og disciplineret finale«. »I morgen venter en spændende etape, hvor en stigning og en nedkørsel mod mål atter kan lave rav i klassementet, så vi skal have Rory placeret i fronten ved foden af opkørslen«. Massestyrt kostede mandefald Tre ryttere var så medtagne af gårsdagens massestyrt i finalen, at de var ude af stand til at stille op. Både australieren Mark Renshaw (Blanco) og belgieren Jonas Vangenechten (Lotto-Belisol) havde brækket kravebenet – australieren endda tre steder – og Blancos hollandske sprinter Theo Bos, der vandt to etaper sidste år, kunne heller ikke fortsætte. Tidligt på etapen måtte desuden blandt andre italieneren Danilo Napolitano (Accent Jobs) sige farvel på grund af det voldsomme uheld

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her