Både i den tyske metropol Berlin og i den luxembourgske provinsby Esch sur Alzette tæt på den franske grænse gav unge danske cykelrytteres præstationer i dag anledning til overstrømmende jubel. Samlede danske etapeløbssejre hænger bestemt ikke på træerne, og to af slagsen på en og samme dag hører til de deciderede sjældenheder, men begge steder lykkedes det at holde fast i de slidsomt erhvervede førertrøjer. Kom sikkert i mål på sidste etape Såvel 19-årige Mathias Møller i Tour de Berlin som den to år ældre Michael Valgren i Flèche du Sud, der begge var strøget til tops i klassementet i fredags, formåede med værdifuld assistance fra deres respektive holdkammerater på Blue Water Cycling og Team CULT Energy at nå sikkert til vejs ende på sidste etape, og det var rigeligt for de to himmelstormere blot at komme i mål med hovedfeltet. Hverken i det tyske arrangement, hvor der tilbagelagdes 183 km på ruten Berlin-Premnitz-Berlin, eller på de 136 km i Luxembourg med start og mål i Esch, medførte de afsluttende strabadser nemlig nogen ændringer i den samlede stilling. Tempostyrken afgørende for podieplaceringerne Det betød, at VM-bronzevinderen og junioreuropamesteren i holdforfølgelsesløb Mathias Møller sluttede fem sekunder foran hollænderen Sjurs Roosen (Cyclingteam Jo Piels), mens landsholdskollegaen, den olympiske guldvinder i omnium Lasse Norman, på tredjepladsen var 19 sekunder bagud, efter at tyskeren Willi Willwohl var noteret for sin tredje etapesejr i træk. De danske placeringer understreger vigtigheden af at være i besiddelse af tempokvaliteter for at kunne begå sig i mindre etapeløb, for det var på enkeltstarten i fredags, at grunden til den rød-hvide succes blev lagt. Alex Rasmussen vandt i 2006 foran Cavendish Her sejrede Lasse Norman, mens Mathias Møller, der var blevet nr. 2 på 1. etape, da et udbrud holdt hjem, besatte tredjepladsen og overtog førertrøjen. Adskillige danskere har gennem tiderne stået på podiet i Tour de Berlin med Alex Rasmussen som den seneste vinder af løbet. Da den nuværende Garmin-Sharp professionelle slog til i 2006, besatte en vis Mark Cavendish andenpladsen. Flot holdindsats sikrede sejren I Flèche du Sud demonstrerede Team CULT Energy atter en fornem holdindsats ved at kontroller farten i feltet, så ingen udbryderne nået at få mere end to et halvt minuts forspring. To ryttere holdt hjem med amerikaneren Oscar Clark (Hincapie Sportswear) som vinder få sekunder foran det felt, hvor Michael Valgren krydsede stregen som nr. 37. Dermed bevarede den dobbelte vinder af U23 rytternes Liège-Bastogne-Liège problemfrit den lille, men altafgørende afstand på to sekunder til Mirco Saggiorato fra det schweiziske U23 landshold og fire til etapesejrherrens landsmand og holdkammerat Joey Rosskopf. Kasper Klostergaard (Concordia Forsikring-Riwal) sluttede som nr. 9 i løbet 1.08 minut efter Valgren. Sæsonen er gået over forventning »Det er en stor sejr for mig, og jeg er rigtig glad for den«, siger Michael Valgren. »Et blik på de navne, der før har vundet løbet, viser, at jeg er kommet i selskab med rigtigt mange stærke ryttere, så derfor betyder førstepladsen ekstra meget for mig«. »Det er prikken over i’et i en sæson, der hidtil er gået over forventning, men jeg har også haft et fantastisk hold bag mig. Sejren var aldrig rigtigt i fare takket være kammeraterne, og derfor var jeg heller aldrig bange for at miste føringen«. Også succes på hjemmebane Team CULT Energy havde også på hjemmebane en forrygende dag, da holdet sejrede i anden afdeling af Post Cup ved Magnus Cort – nr. 3 i årets U23 udgave af Flandern Rundt - der tog chancen 700 m fra mål og holdt hjem med otte sekunders forspring til sine to ledsagere i løbets næstsidste fremstød Christofer Stevenson (Concordia Forsikring-Riwal) og Magnus Kilsgaard (Team Cycling Culture). For Aske Vorre (Blue Water Cycling) var en ottendeplads tilstrækkeligt til at overtage den samlede føring i den gennemgående sæsonkonkurrence, efter at han i første afdeling var blevet nr. 2 bag André Steensen (Team CULT Energy),
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























