Med den 27-årige colombianer Janier Acevedo (Jamis-Hagens Berman) som en overraskende vinder og ny indehaver af førertrøjen splittedes feltet allerede på 2. etape af Tour of California i atomer, da rytterne ikke alene udsattes for en enormt krævende klatretur på knap seks km op mod mål, men også hele vejen på den 200 km lange strækning fra Murrieta til Palm Springs for ekstrem hede med temperaturer på op til 45 grader. Aktørerne kæmpede sig over stregen en og en og smed sig for manges vedkommende udmattede på asfalten higende efter skygge og væske. Storfavoritten satte 12 sekunder til Tættest på Acevedo var løbets amerikanske storfavorit Tejay Van Garderen (BMC), som noteredes for et minus på 12 sekunder, mens ireren Philip Deignan (UnitedHealthcare), schweizeren Mathias Frank (BMC) og australieren Michael Rogers (Team Saxo-Tinkoff) fulgte på de næste pladser henholdsvis 27, 45 og 55 sekunder bagude.
LÆS OGSÅ Bjarne Riis har kun ét håb tilbage i USA
Denne rækkefølge og tidsafstand går igen i det samlede klassement, hvor den spanske veteran Francisco Mencebo (5-Hour Energy) er nr. 6 med 1.03 minut op til Acevedo.
Mangler lige det sidste
Den 33-årige Michael Rogers, som vandt løbet i 2010, da han repræsenterede Team HTC-Columbia, sørgede dermed for, at Bjarne Riis’ tropper fortsat er med i kampen om de endelige topplaceringer, og alt handler på Team Saxo-Tinkoff om at assistere australieren.
»Michael kørte en flot finale, selv om han lige manglede det sidste for at kunne slås om sejren«, konstaterer det danske mandskabs sportsdirektør Tristan Hoffman.
»Det blev en vanvittig hård etape på grund af varmen og den sidste stigning, men nu tror vi på et flot resultat for Michael«.
»Desværre styrtede Johnny Cantwell og fik slemme hudafskrabninger. Han gennemførte, men nu må vi se, om han er i stand til at starte på 3. etape«.
Hollænder i førertrøjen mistede over ni minutter
Hollænderen Lieuwe Westra (Vacansoleil) var i førertrøjen blandt de mange, som mistede anselig tid. Han dumpede ned på 31. pladsen 9.25 minutter efter colombianeren. Desuden måtte Westra sige farvel til tre holdkammerater – to kom i mål uden for tidsgrænsen og en tredje opgav.
Efter at Team Saxo-Tinkoff, BMC og Team NetApp med succes havde ført an i jagten på dagens lange udbrud, som en overgang havde et forspring på 12 minutter, skilte ovennævnte kvintet sig ud, da færden op mod mål med en gennemsnitlig stigningsprocent på ni indledtes.
Med helt i front til 1,3 km fra mål
Philip Deignan, der for to uger siden sluttede som samlet vinder af Tour of the Gila, hvor Acevedo i øvrigt blev nr. 5 efter at have sikret sig en etapegevinst, var den første til at angribe og holdt længe de fire andre en halv snes sekunder bag sig.
Tejay Van Garderen havde uforlignelig støtte af Mathias Frank, som med to km tilbage overlod arbejdet til kaptajnen, der selv gjorde arbejdet med at hente Deignanfærdigt.
Endnu 1,3 km fra mål befandt Rogers sig helt i front, men da Van Garderen forcerede, måtte han slippe, og på det resterende korte stykke frem mod målstregen mistede australieren altså de 55 sekunder.
Var helt oppe i det røde felt
Acevedo var den eneste, der formåede at følge Van Garderen, som til gengæld måtte resignere, da colombianeren satte sit afgørende fremstød ind.
»Jeg følte, jeg var helt oppe i det røde felt, og jeg turde simpelthen ikke presse mig selv yderligere«, forklarer amerikaneren.
»I den voldsomme varme kan det få alvorlige konsekvenser for fortsættelsen, hvis man går får langt ud over grænserne«.
Karrierens fornemste triumf
For Janier Acevedo var sejren karrierens uden sammenligning fornemste triumf.
Colombianeren kører sin første sæson for det amerikanske Jamis-Hagens Berman mandskab, hvor han i øvrigt er holdkammerat med Bjarne Riis’ tidligere argentinske sprinter Juan José Haedo, som valgte at stå af på denne etape.
Acevedo har tidligere haft kontrakt med hjemlandets Gobernacion de Antioquia. Han sluttede i 2009 som samlet vinder af Costa Rica Rundt med to etapesejre, året efter slog han til på en etape i Guatemala Rundt, mens det i 2011 blev til etapegevinst i Tour of Utah.
Vandborg i mål som nr. 24
Luxembourgeren Andy Schleck (RadioShack), der slap fint fra 1. etape, måtte erkende, at der endnu er et stykke vej til topformen, selv om det går bedre.
Schleck kom i mål 9.22 minutter efter Acevedo, mens sidste års firedobbelte etapevinder, slovakken Peter Sagan (Cannondale) mistede 19.48 minutter.
Til gengæld viste Sagans danske holdkammerat Brian Vandborg igen, at han er godt kørende netop nu.
Vandborg var 5.07 bagud som nr. 24, og den placering indtager han også i det samlede klassement.
Michael Rogers’ holdkammerater hos Team Saxo-Tinkoff noteredes for følgende facit: 33. Oliver Zaugg, 34. Timothy Duggan, begge 9.09 minutter, 57. Jay McCarthy 12.24, 59. Michael Mørkøv 12.27, 87. Jonathan Cantwell 16.38, 88. Jonas Aaen 16.41, 109. Matteo Tosatto 20.30.




























