Efter at have sagt farvel til den gule førertrøje i går på den stejle stigning på Kiddesvej i Vejle fightede det 20-årige stortalent Magnus Cort (Team CULT Energy) sig på forrygende maner tilbage i Post Danmark Rundt rampelyset, da han slog til på formiddagens 102,5 km lange 4. etape fra Høng til Asnæs Indelukke.
500 meter fra målet på toppen af bakken i udkanten af Asnæs greb Magnus Cort ud efter lykken og holdt lige netop hjem to sekunder foran en trio bestående af italieneren Sonny Colbrelli (Bardiani-CSF) samt hollænderne Pim Ligthart (Vacansoleil) og Michel Kreder (Garmin-Sharp).




























