Bjergkongen i årets Tour de France, colombianeren Nairo Quintana (Movistar), nærer tilsyneladende ambitioner om også at sikre sig en flot samlet placering i Vuelta a Burgos, inden han drager på ferie i hjemlandet.
I hvert fald forsøgte den 23-årige sydamerikaner sig med et fremstød inden for den sidste kilometer på de 175 km lange 2. etape fra Roa til Clunia, men den let stigende opløbsstrækning var ikke tilstrækkeligt skrap til, at Quintana kunne ryste konkurrenterne af sig.




























