Ud over, at Magnus Cort med gårsdagens triumf i Mariager atter fik cykeleksperter ud over kloden til at spærre øjnene op, samtidig med at ledelsen på det australske Orica-GreenEdge mandskab utvivlsomt gnider sig i hænderne over at have sikret sig den 21-årige danskers underskrift på en professionel kontrakt, styrkede han sin position som statistisk udfordrer til en lille håndfuld af verdens etablerede stjerner.
De 11 sejre, CULT Energy Vital Waters trumf i Post Danmark Rundt nu er noteret for, bringer ham nemlig op på en delt andenplads på sæsonens vinderliste kun overgået af den tyske supersprinter André Greipel (Lotto Belisol), der med sin spurtgevinst på 6. etape i Tour de France sejrede for 13. gang i år.




























