Udmattet favorit slog til en uventet måde

Spurtopgør. Normalt kører Fabian Cancellara sine sejre hjem fra spids, men i Roubaix måtte han spurte fra Sep Vanmarcke til sidst.
Spurtopgør. Normalt kører Fabian Cancellara sine sejre hjem fra spids, men i Roubaix måtte han spurte fra Sep Vanmarcke til sidst.
Lyt til artiklen

Vinderen var den ventede, men måden triumfen blev erobret på, havde de færreste forudset, da den 32-årige schweizer Fabian Cancellara (RadioShack) for tredje gang i karrieren efter 2006 og 2010 kunne lade sig hylde som vinder af den franske klassiker Paris-Roubaix. I modsætning til sidste søndags forrygende opvisning i Flandern Rundt, da Cancellara kværnede al modstand sønder og sammen i en lang solooffensiv frem mod målet i Oudenaarde, var det en tæt spurtduel med den otte år yngre belgiske overraskelse Sep Vanmarkce (Blanco) på velodromen i Roubaix, som i dag udløste sejrsjublen. Matti Breschel på 15.-pladsen Cancellara afgjorde denne dyst til sin fordel ved at træde an fra hjul i opløbssvinget, men den ultimative kraftudladning på de sidste 100 meter havde parret med de forudgående 254 kilometers strabadser tæret så voldsomt på schweizerens kræfter, at han segnede om på inderkredsens slidte græstæppe, hvor han i den kølige forårssol pustede ud længe, inden han støttet af et par hjælpere begav sig til sejrsceremonien. Tredjepladsen sikrede hollænderen Niki Terpstra (Omega Pharma-Quick Step) sig, da han 31 sekunder efter Cancellara overtrumfede belgieren Greg Van Avermaet (BMC) og franskmanden Damien Gaudin (Europcar), mens tjekken Zdenek Stybar (Omega Pharma-Quick Step), hollænderen Sebastian Langeveld (Orica-GreenEdge) og spanieren ieren Juan Antonio Flecha (Vacansoleil) fulgte otte sekunder senere. Matti Breschel (Team Saxo-Tinkoff) kæmpede sig til en 15.-plads, da han krydsede stregen i en gruppe på 12 ryttere med et minus på 50 sekunder til de to førende. Spændingen holdt sig til det sidste Med det scenario, der udspillede sig i denne 111. udgave af Paris-Roubaix, holdt spændingen om udfaldet sig lige til det sidste, selv om Cancellara undervejs atter dokumenterede, at han besidder en fabelagtig evne til at forcere på de uvejsomme brostensstrækninger. Det sås første gang, da han han cirka 50 km fra mål sørgede for massiv splittelse på den 18. – Mons en Pévèle – af de 27 passager med brosten. Det fremstød cirka 50 km fra mål var så kraftfuldt, at Cancellaras holdkammerater, der indtil da havde ydet et fortrinligt arbejde, var blandt de mange, som måtte lade sig falde tilbage, og omkring schweizeren sad kun yderligere 11 ryttere. Cancellara tog sagen i egne ben Godt 10 km senere deltes denne gruppe i tre, og Cancellara befandt sig i den sidste, men var atter fuldstændig parat til at tage sagen i egne ben. Små 30 km fra mål skruede han tempoet i vejret, næsten samtidig med, at Vanmarcke og landsmanden Stijn Vandenbergh (Omega Pharma-Quick Step) skilte sig ud i front. Cancellara havde Vandenberghs tjekkiske holdkammerat, den tidligere verdensmester i cykelcross, Zdenek Stybar på hjul, og efter en kort hidsig jagt var den førerkvartet dannet, som alt i den sidste ende kom til at handle om. To uheldige holdkammerater Vandenbergh styrtede på den frygtede Le Carrefour de l’Arbre 16 km fra mål, da en tilskuer trådte et skridt for langt frem. Kort efter var Stybar ved at vælte under næsten tilsvarende omstændigheder, og da tjekken endnu engang var tæt på at miste balancen, måtte han opgive at følge Cancellara og Vanmarcke. De to øgede konstant forspringet, og med fire kilometer tilbage prøvede schweizeren at slippe af med sin rival. Vanmarcke svarede imidlertid igen, og derefter arbejdede de sammen resten af vejen og lod det komme til den endegyldige sprintermatch. Højt tempo fra start Tempoet i løbet var højt fra start, og der blev på den første time tilbagelagt 49,5 km, hvilket gjorde det vanskeligt for det sædvanlige, tidlige morgenudbrud at slippe af sted. Michael Mørkøv (Team Saxo-Tinkoff) forsøgte sammen med 12 andre, men feltet havde ikke i sinde, at lade denne gruppe dominere den indledende fase af løbet. Mere lovende tegnede det sig for en kvartet bestående af australierne Matthew Hayman (Sky) og veteranen Stuart O’Grady (Orica-GreenEdge), belgieren Gert Steegmans (Omega Pharma-Quick Step) samt franskmanden Clément Koretzky (Bretagne), der angreb kort før den femte brostensstrækning med lidt over 130 km til mål. Stort felt samlet ud af Arenberg skoven De kom ind på den berygtede passage i Arenberg skoven med et forspring på halvandet minut, men det var der skåret næsten et minut af, da denne 2,4 km lange færd på den uvejsomme overflade var tilendebragt. Det var på dette tidspunkt, den store udskilning i feltet var ventet, men den blev væsentligt mere beskeden end vanligt, og det var en overraskende massiv gruppe, der på den efterfølgende brede landevej fortsatte jagten på udbryderne. Omsider blev også det forsøg elimineret, og derefter begyndte Cancellara og Co. at blande sig i begivenhederne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her