Efter tre sæsoner i dansk tjeneste på familien Hembos og Michael Rasmussens Christina Watches-mandskab, som er forløbet i forholdsvis ubemærkethed sammenlignet med tidligere optræden på den store internationale scene, får tyskeren Stefan Schumacher nu atter mulighed for at udfolde sig i det allerfineste selskab.
Hans ny polske arbejdsgiver CCC Sprandi Polkowice var nemlig overraskende blandt de fem 2. divisionshold, som arrangørerne af Giro d’Italia, RCS Sport, i dag begunstigede med wildcard til den italienske rundtur fra 9. til 31. maj.


























