Ajourføringen af den olympiske kvalifikationsrangliste, som Den Internationale Cykelunion, UCI, netop har foretaget efter verdensmesterskaberne i Paris-forstaden Saint-Quentin-en-Yvelines, viser, at der fortsat er fuldt blus på den danske drøm om at sikre sig adgang til tre discipliner på banen i Rio de Janeiro.
VM var den femte af de 10 konkurrencer, der tæller med til dette regnskab. De fem resterende er næste sæsons kontinentale mesterskaber – for Europas vedkommende på rekordvelodromen i den schweiziske by Grenchen fra 14. til 18. oktober – vinterens tre World Cup-afdelinger samt VM i London i begyndelsen af marts 2016.




























