Mens hans forventede hovedmodstandere i sommerens Tour de France, spanieren Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) og briten Chris Froome (Sky) i øjeblikket dyster mod hinanden i Volta a Catalunya, står sidste sæsons colombianske Giro d’Italia-sejrherre og nylige vinder af Tirreno-Adriatico Nairo Quintana (Movistar) i dag over for et helt nyt eventyr.
Den 25-årige sydamerikaner kaster sig nemlig i det første store af de belgiske brostensløb Dwars door Vlaanderen ud i en styrkeprøve, som en rytter af hans lette bjergkaliber normalt aldrig ville binde an med.




























