Da det norske dagblad Verdens Gang efter Alexander Kristoffs triumf i Scheldeprijs i onsdags præsenterede en fotokollage på forsiden af sit sportstillæg med den norske cykelstjerne og den belgiske legende Eddy Merckx som de dominerede skikkelser ledsaget af en lille rubrik ’Alexander bedre end den største’, gav det anledning til lettere overbærende bemærkninger tangerende til det hånlige fra medier ude i verden.
Og det var vel også et udslag af den ofte proportionsforvrængende nationale begejstring over opsigtsvækkende præstationer, som ikke kun kendes i Norge, men også i talrige andre nationer, ligefrem at hæve øjeblikkets mest succesrige aktør på den internationale cykelscene op over det snart 70-årige koryfæ.



























