I det malerisk skønne, solbeskinnede landskab i det nordlige Italien med de bjergomkransede, idyllisk beliggende søer udspilledes endnu et eventyrligt kapitel i det tre uger lange cykelshow, der næsten uafbrudt har budt på fascinerende og forbløffende oplevelser.
Og to verdensstjerner tilkæmpede sig på magtfuld vis hovedrollerne i den henrykkende forestilling på denne 170 km lange 18. etape fra Melide til Verbania – belgieren Philippe Gilbert (BMC) som tiljublet sejrherre efter en imponerende offensiv, der mundede ud i et soloridt på 19 km, og den spanske indehaver af den lyserøde førertrøje Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) med et nyt festfyrværkeri af en klatreopvisning, som udvidede hans føring i det samlede klassement inden de to vanskelige styrkeprøver i morgen og lørdag.




























