Nøjagtigt en uge efter, at han hyldedes øverst på podiet som sejrherre i Post Danmark Rundt, demonstrerede Christopher Juul-Jensen (Tinkoff-Saxo) i dag, at han formår at hævde sig mellem de bedste også i endnu skrappere selskab.
Ganske vist optrådte den 26-årige dansker ikke i vinderrollen på den 208 km lange 6. etape i det hollandske belgiske WorldTour-løb Eneco Tour, men han var så absolut blandt de dominerende skikkelser på den krævende rute fra Heerlen til Houffalize, der med sine talrige stigninger i Ardennerne kunne sammenlignes med en miniudgave af Liège-Bastogne-Liège.


























