Efter danske medaljer i to af de tre olympiske discipliner, de rød-hvide aktører stiller op i ved europamesterskaberne i banecykling på velodromen i den schweiziske by Grenchen, kan den 19-årige Amalie Dideriksen i morgen sørge for fuldt hus.
Det exceptionelle teenagetalent, der forbløffende hurtigt har klaret overgangen til den internationale elite fra juniortiden, hvor hun afslørede sig som dansk kvindecyklings strålende guldfugl, har nemlig fået en forrygende start på omnium.




























