Når verdensmesterskaberne i landevejscykling næste år afvikles i Qatar, får Mads Würtz Schmidt lejlighed til at forsvare den titel i U23-rytternes enkeltstart, han sikrede sig i slutningen af september i USA.
Det er en følge af den beslutning, den 21-årige dansker har truffet om at fortsætte karrieren på et hjemligt 3. divisionshold i stedet for at udnytte VM-guldet til et job på et af de professionelle mandskaber med WorldTeam-licens.




























