Næsten fem måneder efter, han i hjemlandets eneste WorldTour-arrangement Vattenfall Cyclassics i Hamburg noteredes for den sidste af sine 16 gevinster i 2015, åbnede den tyske spurtkanon André Greipel (Lotto Soudal) i dag en ny sejrskonto, da han slog til i det første af de fire endagsløb på Mallorca, som indleder den europæiske landevejssæson.
Efter 174 km fra Felanitx til Porreres mundede strabadserne i forårsagtige temperaturer og strålende sol ud i den ventede massespurt, og her henviste Greipel uden de store problemer ireren Sam Bennett (Bora-Argon 18), nordmanden Edvald Boasson Hagen (Dimension Data), litaueren Ramunas Navardauskas (Cannongdale) og italieneren Matteo Trentin (Etixx-Quick Step) til de følgende pladser.




























