Med en sej, kraftfuld forcering 2,8 km fra mål skabte den 30-årige tjekke Zdenek Stybar det hul, som få øjeblikke senere udløste den maksimale jubel, da han krydsede stregen et sekund foran de nærmeste rivaler som vinder af den 207 km lange 2. etape fra Camaiore til Pomarance i Tirreno-Adriatico.
Ydermere indbragte triumfen også den tidligere tredobbelte verdensmester i cykelcross førertrøjen takket være de 10 bonussekunder, som fulgte med, og præstationen understregede den forrygende sæsonstart, hans arbejdsgiver Etixx-Quick Step har oplevet.




























