Mens stjernerne holdt hinanden i skak og gav den 35-årige brite Stephen Cummings (Dimension Data) mulighed for at brillere med et af sine efterhånden velkendte sejrrige finalefremstød på den 193,5 km lange 3. etape i Baskerlandet Rundt fra Vitoria-Gasteiz til Lesaka, blev den længste udfordring i det spanske WorldTour-løb endestationen for den danske OL-kandidat Jesper Hansen (Tinkoff).
Efter at den 25-årige sygdomsplagede klatrespecialist, der oprindelig var tiltænkt en vigtig hjælperrolle for sin spanske kaptajn Alberto Contador, i går kom i mål med et minus på over 20 minutter og knap fire minutter efter nummer næstsidst, lød den optimistiske melding fra sportsdirektør Steven de Jongh ellers på, at danskeren var i bedring.




























