Med colombianeren Nairo Quintanas (Movistar) overbevisende kontrol over begivenhederne i sæsonens 14. World Tour-arrangement Tour de Romandie skærpes spændingen op til sommerens altoverskyggende styrkeprøve Tour de France, der indledes om to måneder.
Her tørner den 26-årige sydamerikaner atter sammen med den regerende britiske Tour-konge Chris Froome (Sky), der absolut ikke voldte Movistar-kaptajnen nogen form for problemer på de schweiziske landeveje, ligesom den tidligere dobbelte – efter egen opfattelse tredobbelte – sejrherre i den tre uge lange franske kappestrid spanieren Alberto Contador (Tinkoff) stiller op med svulmende ambitioner, og en sådan dyst med dette trekløver som frontfigurer afføder uundgåeligt eksplosiv forhåndsinteresse.




























