Trods et sidste, kompromisløst og inciterende forsøg fra spanieren Alberto Contadors (Tinkoff) side på at ændre det billede, der tegnede sig efter to barske dage i Alperne, var superrivalen Chris Froome (Sky) ikke til at ryste på den 151 km lange, afsluttende etape i Critérium du Dauphiné fra Grenoble-forstaden Le Pont-de-Claix til Superdévoluy.
For tredje gang i karrieren efter 2013 og 2015 kunne den 31-årige brite lade sig hylde som samlet sejrherre af det otte dage lange franske WorldTour-arrangement, og det afstikker særdeles lovende perspektiver for den regerende Tour de France-konge, når han om små tre uger kaster sig ud i forsvaret af sin trone i verdens mest prestigemættede etapeløb.


























