Med en gennemsnitshastighed på 54,091 km/t tordnede de amerikanske verdensmestre i holdkørsel BMC hen over de hollandske landeveje til den ventede triumf i det 20,9 km lange kollektive temporidt, der med start og mål i Sittard-Geleen udgjorde 5. etape i WorldTour-løbet Eneco Tour.
Succesen udløste også en individuel gevinst, idet den 26-årige australier Rohan Dennis tilbageerobrede løbets førertrøje fra den jævnaldrende slovakiske verdens- og europamester Peter Sagan.




























