Efter en hektisk, spændingsmættet og ret aparte afsluttende fase i den 79. udgave af det belgiske WorldTour-løb Gent-Wevelgem kunne den olympiske mester Greg Van Avermaet (BMC) notere endnu et højdepunkt i et forrygende forår, da han ved at afvise sin belgiske landsmand Jens Keukeleire (Orica-Scott) i spurten fulgte op på sine sejrrige felttog i to andre af de mest prestigefyldte hjemmebaneopgaver i Flandern, Omloop Het Nieuwsblad og fredagens E3 Harelbeke.
Længe så det ud til, at det 22-årige danske stortalent Søren Kragh Andersen (Sunweb) skulle kunne fryde sig over sin professionelle karrieres hidtil fornemste resultat i WorldTour-sammenhæng, men han blev offer for det taktiske spil, der foregik mellem stjernerne, så det der lignede mindst en femteplads på de allersidste meter forvandledes til en placering som nr. 16.




























