På de 165 km lange 16. etape fra Le Puy-en-Velay i Massif Central til Romans-sur-Isère var der lagt i kakkelovnen til en sjette etapetriumf til tyske Marcel Kittel, men det blev en lang pinefuld dag for både feltets altdominerende spurtkonge og hans danske Quick-Step-sportsdirektør Brian Holm.
Marcel Kittel blev sat på det første lille kategori 3-bjerg og kom i mål 16,19 minutter efter de forreste. Quick-Steps klassementshåb Dan Martin fra Irland kunne i vinden på den afsluttende hektiske del af etapen ikke holde sig til i frontgruppen og mistede værdifulde klassementssekunder. Tillige måtte Brian Holm og co. sige farvel til eksverdensmesteren Philippe Gilbert. Belgieren blev i sengen med maveonde og kom slet ikke til start.


























