Med en forbløffende sejrherre i østrigeren Stefan Denifl fra det lille irske wildcardmandskab Aqua Blue Sport styret af Nicki Sørensen som sportsdirektør, en utrættelig Alberto Contador (Trek-Segafredo) i en storslået solooffensiv, hvor han lige netop ikke formåede at fange vinderen, og en Chris Froome (Sky) i den første krise i den aktuelle styrkeprøve, uden at det kostede ham førertrøjen, men skabte uventet spændende perspektiver for fortsættelsen.
Det var hovedelementerne i det begivenhedsrige finaledrama på den 180,5 km lange 17. etape i Vuelta a España fra Villadiego til Los Machucos, som eksploderede i et flimrende festfyrværkeri af angreb på den 7,3 km vildt stejle klatretur op til mål.




























