I den professionelle cykelsport er pragtpræstationer og mistænkeliggørelse suset af sted som uadskillelige følgesvende, siden striben af dopingskandaler op gennem 00’erne martrede de fascinerende og folkekære udfoldelser kulminerende med den amerikanske superstjerne Lance Armstrongs livstidsudelukkelse og senere tilståelse i 2013.
Den situation har den regerende Tour de France- og Vuelta a España-konge Chris Froome måttet affinde sig med i adskillige sæsoner, men først nu optræder den 32-årige kenyanskfødte brite selv i den lidet attråværdige rolle som hovedpersonen i en affære, der har sendt globale chokbølger gennem en i forvejen hårdt prøvet idræt.



























