Selv om det australske Mitchelton-Scott-mandskab har været hensat i en forståelig begejstringsrus efter den forrygende dobbeltttriumf på Etna med colombianeren Esteban Chaves som etapevinder og englænderen Simon Yates i den lyserøde førertrøje, melder den hverdag sig nu, hvor kun benhårdt arbejde og dristige satsninger kan sørge for, at bedrifterne på Sicilien fører til mere end et mellemspil i det overordnede Giro d’Italia-forløb.
For med de to uger, der resterer af den italienske rundtur, er det reelt sidste års hollandske sejrherre Tom Dumoulin (Team Sunweb), der på andenpladsen med sit beskedne minus på 16 sekunder sidder med de bedste kort på hånden.


























