Skulle det om få år lykkes at få Tour de France-starten til Danmark – planerne opererer med 2021 – er der overvejende sandsynlighed for, at de hjemlige cykelentusiaster får lejlighed til at tiljuble en landsmand som en af de fremtrædende helte i det gigantiske show.
For den bedste danske etapeløbsrytter gennem den seneste halve snes sæsoner, Jakob Fuglsang, der netop nu er i gang med Schweiz Rundt som den sidste forberedelse til årets altoverskyggende, tre uger lange udfordring på de franske landeveje i juli, nærer nemlig ingen intentioner om at indstille aktiviteterne foreløbig.




























