Samtidig med at der i Danmarks Cykle Union hersker stor glæde og tilfredshed med den hidtidige afvikling af årets DM-uge på Lolland og Falster melder der sig skuffede undertoner i forbindelse med arrangementets højdepunkt – dagens 220 km lange medaljedyst for den mandlige elite, som indledes i Stubbekøbing og afsluttes på en rundstrækning omkring Nysted, som hidtil har vist sig at skabe særdeles interessante løb.
De negavtive vibrationer stammer fra den kendsgerning, at seks af de førende professionelle ryttere har valgt at springe DM over, og det vækker alt andet end begejstring hos Danmarks Cykle Unions formand Henrik Jess Jessen.




























