Da Jakob Fuglsang i april inden klassikerne i Ardennerne og efter en rekognosceringstur i det nordlige Frankrig berettede om sit møde med de brostensstrækninger, som han og de øvrige Tour de France-aktører konfronteres med på dagens 156,5 km 9. etape fra Arras til Roubaix, var han et stort smil.
Den forestående styrkeprøve betegnes som den hidtil vigtigste for det samlede klassement i den 105. udgave af verdens mest prestigefyldte cykelløb, og det forudses, at denne miniversion af forårsklassikeren Paris-Roubaix vil byde på ubehagelige oplevelser for adskillige af topnavnene.




























