Når Tour de France næste sommer tryllebinder millioner af tv-seere kloden rundt og tilskuere langs de franske landeveje, vil den 106. udgave suse af sted uden en af de danske aktører, der gennem godt 30 år efter debuten som rytter i 1987 på den ene eller den anden måde og med jævne mellemrum har haft en rolle i det gigantiske show.
For i den afsluttende fase af den begivenhed, der sattes punktum for i aftes i Paris, meddelte Brian Holm, den 55-årige sportsdirektør på de seneste seks sæsoners mest vindende professionelle mandskab, det belgiske Quick-Step Floors, at han for sidste gang har brugt tre uger i juli på at deltage i jagten på succes i verdens mest prestigiøse cykelløb.


























