I et vildt opslidende ræs, som sender nærmest gyseragtige signaler om, hvad der kan imødeses i morgen i den mandlige elites opgør på den skrappe rute på landevejene omkring Innsbruck, indfriede den 28-årige olympiske guldvinder Anna van der Breggen på dybt imponerende vis de højtflyvende hollandske forventninger om succes også i kvindernes linjeløb ved verdensmesterskaberne, hvor der skabtes forbløffende store tidsforskelle,.
Med en uimodståelig offensiv på den lange, seje stigning på rundstrækningen omkring Innsbruck, som skulle tilbagelægges tre gange, tilintetgjorde den sejrsvante hollænder al modstand, og iværksatte med 40 km til mål en solooffensiv, som skulle udvikle sig til en storslået opvisning uden sidestykke i kvindecyklingens historie.




























